januar 28, 2009
I Allahs navn, den nådige, den barmhjertige.
Al tak tilkommer Allah alene. Allah alene lovpriser vi, tilbeder vi, og anråber om hjælp. Allah er den stærke (Al-Qawî), og vi er sandelig de svage overfor ham! Og Allah er den Rige (Al-Ghanî), og vi er sandelig de fattige overfor ham! Og vi beder Allah forbarme sig over sine slaver, og søger tilgivelse hos ham.
Fred og velsignelser være med det sidste sendebud, og hans ledsagere og hans familie og de, der følger dem i Ihsan indtil dommedagen.
Hvad angår denne artikel, så søger vi tilflugt fra den onde Shaytan.
Introduktion
Profeten står de troende nærmere end dem selv, og hans hustruer er deres mødre. (Koranen, Surah al-Ahzab (33), vers 6)
Da vi i sin tid skrev vores artikel om beskyldningerne for ”Nasb” (had til Ahl al-Bayt), vidste vi, at vi snarest muligt ville blive forsøgt modbevist fra shiitisk side. Det er ikke umuligt, at vi er blevet forsøgt modbevist i mere end en artikel, men den eneste, vi hidtil har kunnet lokalisere er denne. Såfremt vores opmærksomhed i fremtiden skulle fange sådanne, vil vi – hvis Allah vil – skrive et svar til dem da.
Vi har lokaliseret et svar fra en shiitisk bruger af Shiaonline.dk (shiitisk forum, red.), der kalder sig ”Mowali”. Det er denne artikel, som vi her søger at svare tilbage på.
Vi skrev vores artikel med henblik på at henlede muslimernes opmærksom på beskyldningen ”Nasb” – og forsøgte at være så respekterende i tonen, som så følsomt et emne nu engang tillader. Således er det mest skuffende ved Mowali’s svar ikke den respektløse tone – det mest skuffende er, at ”Mowali” intet steder i sit svar forsøger at angribe den konklusion, vi endte med – nemlig at sunnimuslimernes kun har kærlighed tilovers for den shiitiske såvel som den sunnitiske definition af ”Ahl al-Bayt”, og dermed ikke kan kaldes Nawasib (folk med had til Ahl al-Bayt, red.), hvor det samme ikke kan siges om shia, der tager afstand (og i nogle tilfælde ligefrem forbander!) folk, som sunnimuslimer anser for at være en del af Ahl al-Bayt.
Hele Mowali’s artikel er et langt angreb på sunni-islam fra forskellige vinkler, uden nogen rød tråd igennem artiklen. Derfor vil denne artikel ikke besvare alle de fremsatte påstande i denne artikel (måske i en fremtidig artikel).
Og Allah alene giver succes.
Mowali’s artikel kan læses her:
http://www.shiaonline.dk/forum/viewtopic.php?f=20&t=1577
Mowali’s angreb på Sahaba (Må Allah være tilfreds med dem)
Mowali lægger ud med at kommentere følgende udtalelse af vores:
Det er kommet til vor viden, at vor dages shiamuslimer beklageligvis er begyndt at fremstille Sunni-Muslimer som Nawasib - folk med had til Ahl al-Bayt. På shiaonline.dk (et dansk shiitisk forum, red.) er Ahl al-Sunnah’s lærde blevet kaldt Nawasib, og Answering-Ansar.org (en engelsksproget shiitisk hjemmeside, red.) har flere gange hentydet til noget lignende. Vi vil i denne artikel tilbagevise denne påstand. Ahl al-Sunnah er ikke Nawasib, vi elsker Ahl al-Bayt, følger dem og ophøjer dem - vi søger nærhed til de, der elsker dem, og tager afstand til de, der hader dem.
Til dette skriver Mowali:
Allerede der, begynder løgnene. Og det kan enhver se. Mu’awiya - Aisha- Talha- Abu Bakr- Omar - Othman- og og og. Alle disse personer har bekriget Ahlul bayt (sa) - hvorfor tager I ikke afstand fra dem? (Og ja, den hadith med “hold fast i mine sahaba” er svag, og den vil jeg lave et modsvar på senere henne inshallah)
Her kommenterer Mowali vores introduktion, men forholder sig ikke til de argumenter, vi bruger for denne påstand. Dette er ikke en fair måde at føre debat på. Man angriber ikke modpartens introduktion uden at angribe hans argumentation for denne.
For at svare på spørgsmålet, så mener vi ikke, at nogle af disse nogle individer har bekriget Ahl al-Bayt. En af de nævnte – Aisha, De Troendes Moder – anser vi selv for at være en del af Ahl al-Bayt. De uoverenstemmelser imellem dem De Troendes Moder (Må Allah være tilfreds med hende) og Sayidina Ali (Må Allah være tilfreds med ham) ser vi som en politisk konflikt snarere end en personlig konflikt.
Dette undersøttes af følgende beretning:
Da Ali sendte Ammar (bin Yasir, red.) og Al-Hassan til Kufa, holdte ’Ammar en tale, hvor han sagde: Jeg ved at hun (Aisha) er hans kone (Profetens) i denne verden og i efterlivet, men Allah har sat jer på en prøve – Vil i adlyde Ham (Allah) eller hende (Aisha)? [1]
Ammar (Må Allah være tilfreds med ham) var, som det tydeligt fremgår, tilhænger af Ali (Må Allah være tilfreds med ham) i denne uoverenstemmelse, men det bemærkelsesværdige er, at han siger, at Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) er Profetens (Fred være med ham) kone i denne verden OG i efterlivet – hvilket vil sige, at hun er i paradiset. Dette er en kraftig indikation af, at selv Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) egne tilhængere i denne uoverenstemmelse ikke havde nogen form for fordømmelse mod modparten.
Ibn Hajar al-Asqalani skrev i fortolkning til dette [2]
[(Profetens kone) i denne verden og efterlivet], og Ibn Hibban berettede at Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) sagde at Profeten (Fred være med ham) sagde til hende: Er du ikke tilfreds med at være min kone i denne verden og efterlivet?, og det er meget muligt at Ammar hørte dette fra Profeten, og viderebragte dette denne hans udtalelse.
Hvad angår hans sidste spørgsmål, så mente begge parter i konflikten naturligvis, at de havde Allah den Almægtiges ord på deres side. Derfor er der intet unaturligt i, at Ammar (Må Allah være tilfreds med ham) udtaler sig som han gør – han mener selvfølgelig at have Allah den Almægtiges ord i ryggen.
Ibn Hajar al-Asqalani skriver i fortolkning til denne hadith:
De Troendes Moder, Um Salamah (Må Allah være tilfreds med hende) sagde:
… Aisha, Talha og Zubair’s intention var at søge reformation og løse problemerne mellem folk (de stridende parter), samt at søge Qisas for mordet på ’Uthman, og må Allah være tilfreds med dem alle. Og Ali’s holdning var, at folk skulle samles om adlydelsen først, samt først derefter at undersøge de involverede parter i mordet, så de kunne blive dømt efter (sharias) betingelser.
Dette var altså begge holdninger, der på overfladen ser legitime ud. Hvem der i sidste ende havde ret, bør ikke drøftes i denne artikel, men det overstående skulle gerne slå fast, at uoverenstemmelse ikke var en erklæring af had mellem de stridende parter, men blot legitim uenighed, der uheldigvis endte i krig.
Hvem, der egentlig bærer skylden for at det udviklede sig som det gjorde, vil vi – hvis Allah ønsker det – behandle senere i denne artikel.
Og Allah alene giver succes.
Mowali nævner, at den hadith, vi her bruger, er svag. Vi vælger her at være eksempler på, hvad vi mener er en fair måde at diskutere på, og lader ham frembringe sine påstande, før vi fremsætter vores syn på denne sag.
Mowali’s angreb på Ibn Kathir
Mowali forsøger her at bevise, at Ibn Kathir (Må Allah være ham nådig) havde had til Ali (Må Allah være tilfreds med ham), og dermed var Nasibi. Hans argument for dette er:
Lad os se hvad Iben Kathir siger. Han siger i hans værk, Albidaya walnihaya:
Han kommentere verset 5:55 (Det hvor imam Ali gav hans ring som almisse) - han siger bl.a. i bind 7:
“Og intet nedkom over profeten om Ali (i Koranen)”
For det første er det ikke en erklæring af had at sige, at intet er nedkommet over en person i Koranen. Der findes mange sahaba, hvorom der intet er nedkommet i Koranen, og som bekendt ærer og ophøjer sunnimuslimer (og dermed også Ibn Kathir) dem alle. At kalde ham en, der hader Ahl al-Bayt grundet dette, er ikke en stærk påstand.
Dernæst: Mowali fejloversætter hvad Ibn Kathir skriver. Han siger [3]:
”..og der er ikke i Koranen åbenbaret noget om Ali’s unikhed, (bi-khusûsiyatuh).”
Hvis Mowali havde gjort sig umage nok med at læse teksten, ville han faktisk finde et bevis på dette på selv samme side, som han refererede til! Ibn Kathir siger nemlig, få linier længere nede:
Og angående verset ”De er to modparter, der strides om deres Herre” [4], så er det sandfærdigt stadfæstet, at dette vers blev åbenbaret om Ali, Hamza og Ubaydah af de troende, samt Utbah, Shaybah og Walid bin Uthbah af de vantro.
Her nævner Ibn Kathir selv et vers, der er åbenbaret om Ali (Må Allah være tilfreds med ham), om end det ikke er specifikt for Ali (ra) og ikke omhandler noget, der er unikt for ham, siden 2 andre muslimer også er blevet refereret til. Hvordan kan Mowali med dette in mente få den forståelse, at Ibn Kathir ikke mener at noget er åbenbaret over ham overhovedet?
Mowali fortsætter sit angreb ved at citere fra samme side igen:
”Pg så nævner han nogle vers og derefter kommer med følgende argument:
“Og alle (de vers han nævnte) og ahadith at disse vers nedkom pga imam ali, er blot løgne og intet af disse er sandt.””
Overstående må vi indrømme, at vi har svært ved at se, hvori hadet ligger. Han siger, at der er nogle hadith der siger, at visse vers blev åbenbaret om Ali (ra), og at disse ahadith ikke er sande. Og dog formår Mowali alligevel at sætte sit eget præg på sætningen, så den lyder mere hadsk – Ibn Kathir siger nemlig intet sted ”blot løgne” – ordet løgn (Arabisk: Kidhb) er slet ikke nævnt i denne sætning. Ibn Kathir siger ”la yusah shi minha” – altså ”Intet af dette er sandt”.
Mowali’s angreb på Ibn Taimiyyah
Mowali fortsætter her i stor stil med sin teknik – at angribe sunnilærde, for at retfærdiggøre hans stempling af sunnimuslimer som Nawasib – hadere af Ahl al-Bayt.
Ingen af de citater, Mowali her citerer Ibn Taimiyyah for, handler om Ahl al-Bayt, kærlighed eller fjendskab til dem. De handler alle sammen om Ibn Taimiyyah’s syn på Rawafidh (sing. Rafidhi, hardline shiamuslimer, red.). Selvom hans syn på Rawafidh er sagen totalt uvedkommende, idet det ikke handler om had eller kærlighed til Ahl al-Bayt overhovedet, er Mowali’s argumentation her alligevel værd at fremhæve.
Mowali’s pointe med at fremhæve Ibn Taimiyyah’s syn på rawafedh (at de ikke er muslimer), er nemlig Profetens (Fred være med ham) udtalelse om, at det er fisq (stor synd) at bande af en anden muslim. Dermed må Ibn Taimiyyah være en synder, siden han bander af andre muslimer.
Det sjove her er, at Mowali selv bander af andre muslimer i sin artikel:
Og desuden, så siger han faktisk også, at det var Nawaseeb som dræbte Imam Hussein og Iben Hajar siger i Fath Albari, at det var Yazid, så at I/du siger du elsker Ahlul bayt og samtidig følger deres fjender, er det rene vanvid, og dermed nawaseb, for læser du hvad vores imamer siger, ville du ikke have sagt dette!
Her erklærer han sunnimuslimerne for Nawaseb, og bør derfor være en synder ifølge hans egen logik?
En anden påfaldende ting er, at en af de ting, Mowali ikke bryder sig om fra Ibn Taimiyyah’s udtalelser, er at han mener at Rawafedh lyver ofte. Uanset hvad man end måtte mene om denne udtalelse, så forsvarer Mowali sig ikke særligt godt, ved at besvare disse udtalelser med meget tvivlsomme udtalelser:
Samt har denne mand blevet kaldt for nasebi af jeres egne lærde, og han erklærede storelærden, Fakhr Alrazi for kaffir, samt erklærede han Abu Hanifa Og Alshafe3i for kuffar!
Vi vil bede Mowali om at bevise, at Ibn Taimiyyah sagde dette om Abu Hanifa eller Imam Shafi’i – ikke fordi det har noget at gøre med kærlighed til Ahl al-Bayt, men blot for at understrege, hvor intetsigende vi finder denne meget tvivlsomme form for argumentation.
Mowali går så endnu engang til yderlighederne, og proklamerer:
Det er dog utroligt, at vi shia har mere styre på jeres bøger end jer selv!
Og denne udtalelse vil vi gerne lade tale for sig selv i denne sammenhæng.
Vi vil ikke beskæftige os særligt meget med Ibn Taimiyyah’s udtalelser mod shia, og hvad man kan udlede udfra disse. Dette har intet med had til Ahl al-Bayt at gøre, og er derfor emnet irrelevant.
Mowali’s påstand om modsigelser i vores artikel
Her forsøger Mowali (om end ganske kort) at styrke sin argumentation ved at vise, at vi er modsigende i vores argumentation. Han læser følgende af Shaykh Gibril’s (Må Allah bevare ham) udtalelser
Gruppen (Ahl al-Bayt) består derfor af Profetens (fvmh) koner sammen med Profetens (fvmh) ’itrah – Ali, Fatimah og deres børn
Og spørger så:
Hvorfor nægter I så hadithen med de 2 tyngder og hadithen der nævner ‘itrah?
Dette svar er enkelt. At Profetens (fvmh) ’itrah er en del af hans familie betyder ikke, at enhver hadith med ordet ”itrah” i sig er sand. Denne specifikke beretning benægter vi, fordi den ikke er blevet berettet igennem en troværdig beretningskæde. Dette betyder ikke, at Profetens - Fred være med ham - ‘itrah ikke er en del af Ahl al-Bayt, i det dette er nævnt i andre sande ahadith, såsom Hadith al-Kisaa, som vi har skrevet om i en tidligere artikel. Dette er et andet emne, som vi med glæde vil belyse i en fremtidig artikel – og Allah giver succes.
Mowali forsøger så at angribe, at Ali (Må Allah være tilfreds med ham) skulle være blandt Profetens (fvmh) sahaba i den sunnitiske definition. Til dette formål bruger han en hadith, hvori Profeten (fvmh) kalder Ali for ”Ahly” – dvs. ”Min familie”. Han benytter dette som et argument for, at det ”blot er vores mening”, at Ali skulle være blandt Sahaba – Sunni Islam mener faktisk noget andet…
Overstående argument er helt absurd! I Sunni Islam er der ingen modstrid imellem begreberne ”Sahaba” og ”Ahl al-Bayt”, idet ”Sahaba” løst formuleret defineres ved at have mødt, lært fra og troet på Profeten (fvmh) samt at dø i en tilstand af Iman –Ali (ra) er en Sahabi ifølge denne definition, og det samme er Profetens (fvmh) koner. At være en sahabi udelukker ikke en fra Ahl al-Bayt, ligesom at være fra Ahl al-Bayt ikke udelukker at man samtidig er en sahabi. Vi berører dette i en anden artikel kaldet ”Ahlulbayt vs Sahaba”.
Sunnimuslimer har mange værker med biografier om Sahaba – et af de mest kendte af disse er ”Al-Isaba fi Tamyiz al-Sahaba”, skrevet af Shaykh al-Islam Ibn Hajar (Må Allah være ham nådig). I dette værk finder man oplistet [5]:
Ali bin Abi Talib bin Abdul-Muttalib bin Hashim bin Abd-Manaf, fra Quraysh, fra Bani Hashim, Abu al-Hassan, og han var den første der accepterede Islam ifølge mange lærdes udtalelser…
Vi ser altså tydeligt, at Ali (Må Allah være tilfreds med ham) bliver betragtet som en Sahabi ifølge Sunni Islam.
Mowali påstår så, at vi erklærer Ahl al-Bayt for fejlfrie, ved at kalde dem ”rene”. Endnu en absurd påstand – renhed og ufejlbarlighed er ikke synonymer. Vi har aldrig ment, at Ahl al-Bayt (Må Allah være tilfreds med dem) var ufejlbarlige. Læs vores artikler om emnet, og vores mening i denne sag vil være klar som solen – kun Profeterne (Fred være med dem) er ufejlbarlige. Allah den Almægtige ved, hvad hans slaver har i hjertet.
Derefter beder Mowali os om at komme med de lærde, som siger dette:
Så kom de med lærdes udtalelser hvor de siger det shia altid har sagt.
Og demonstrerer her endnu engang, at han ikke har læst vores artikel grundigt. Vi sagde, at Ahl al-Bayt er rene (ikke ufejlbarlige!), og det er ikke det samme, som shia altid har sagt. Og såfremt Mowali ønskede en direkte henvisning til en udtalelse fra en sunnilærd, så er det bare at læse den artikel, han forsøger at besvare – vi har nemlig citeret en i den!
Mowali’s løse angreb
Herefter forsøger Mowali sig med nogle løse angreb, som vi igen har svært at se, hvordan de berører emnet. Vi vil ikke beskæftige os med dem alle, kun med de mest relevante af dem.
Han skriver:
Profeten siger i Bukhari:
“Den der tager våben imod os er ikke en af os”
Og vi har tidligere bevist, at Ali (as) er en del af Ahlul bayt (som du/I også nævnte), så er det altså profeten der siger at Aisha er ikke en af Ahlul bayt, fordi hun bekrigede Imam Ali (as). Og lad os antage, at Hun er en del af Ahlul bayt (as), så bekrigede hun ligeledes hendes egen familie, hvilket er noget latterligt.
Til dette siger vi:
Mowali bekræfter os her, og i andre udtalelser af hans, såsom:
At vi hade aisha er ikke ensbetydende vi er nawaseb, tværtidmod
At han hader Aisha – De Troendes Moder. Dermed bekræfter han hele vores pointe: Shiamuslimer hader nogle af de, som sunnimuslimer betragter som medlemmer af Ahl al-Bayt, mens sunnimuslimer respekterer alle de, som shiamuslimer betragter som en del af Ahl al-Bayt. Så hvorledes kan Sunnimuslimer, på nogen måde, være Nawasib? Som nævnt flere gange i vores tidligere artikel (samt citeret af Mowali i hans svar), mener vi ikke, at man kan erklærer nogen for Nasibi, hvis de udviser had imod personer, de ikke selv mener er en del af Ahl al-Bayt. Men såfremt man skulle være uenig i denne betragtning af vores – og vi indrømmer, at det er vores egen, subjektive vurdering – kan læseren så, med overstående in mente, med hånden på hjertet sige, at sunnimuslimer er nawasib, imens shia ikke er!?
Dernæst siger vi, til den hadith, Mowali brugte som bevis:
Dette er et underligt bevis. For det første handler dette ikke om Ahl al-Bayt, men om muslimerne. For det andet havde De Troendes Moder, Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) ikke nogen intention om at føre våben eller krig mod muslimerne. Hendes intention var at reformere blandt muslimerne og de stridende parter. Dette kan bevises fra de historiske kilder samt andre sahaba’s udtalelser.
De Troendes Moder Umm Salamah (Må Allah være tilfreds med hende), der ligesom Aisha var Profetens (fvmh) kone, sagde [2]:
De Troendes Moder, Um Salamah (Må Allah være tilfreds med hende) sagde:
… Aisha, Talha og Zubair’s intention var at søge reformation og løse problemerne mellem folk (de stridende parter), samt at søge Qisas for mordet på ’Uthman, og må Allah være tilfreds med dem alle. Og Ali’s holdning var, at folk skulle forenes om adlydelse (først) , samt (derefter) at undersøge de involverede parter i mordet, så de kunne blive dømt efter (sharias) betingelser.
Ibn Jarir al-Tabari – Må Allah være ham nådig – beretter i sit berømte historieværk Tarikh Al-Umam wa al-Muluk [6]:
Ali sendte Alqe’qa’ bin Amru til Basrah’s folk (Aisha’s parti, red.) for at udspørge dem. Han startede med Aisha, og sagde: O moder, hvad har bragt dig til dette land? Og hun svarede: O min søn, for at reformere mellem folket (de stridende parter). Så sagde Al-Qe’qa’: Bring til mig Talha og Al-Zubair, så du må høre mine ord og deres ord. Så hun sendte bud efter dem, og de kom, og Al-Qe’qa’ sagde: Jeg spurgte De Troendes Moder hvad der bragte hende til dette land, og hun svarede at hun ønskede reformation mellem folket. Hvad siger i? Er i enige i dette eller uenige? Og de svarede: Vi er enige.
At det endte som det endte – med flere muslimers død – er noget, vi hverken giver Ali (Må Allah være tilfreds med ham) eller Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) skylden for.
Ibn Jarir al-Tabari beretter i sit historieværk [7]:
Og Ali sendte så Abdullah bin Abbas over til Talha og Zubair, for at han måtte snakke med sine venner i deres lejr, og Talha og Zubair sendte Muhammad bin Talha til Ali for at tale med sine venner i hans lejr. De sagde alle ja (til fred). Så Talha og Zubair samlede lederne blandt deres støtter, og Ali samlede lederne blandt sine støtter, udover de iblandt dem der deltog i angrebet på Uthman. De blev alle sammen enige om at holde fred. Og de sov som de aldrig før havde sovet på grund af den godhed, de var på vej imod. Men de, der deltog i sagen om Uthman, havde den værste nat nogensinde, for de var klar over, at de var på vej mod deres undergang (deres dom). Og de diskuterede deres plan hele natten, indtil de blev enige om at fortsætte krigen i al hemmelighed…
Det var altså hverken Ali eller Aisha’s (Må Allah være tilfreds med dem) skyld, at tingene endte som de gjorde, og således er Mowali’s forsøg på at demonisere hende, som Allah i Koranen omtaler som ”de troendes moder”, ikke gyldigt.
Herefter henviser Mowali til nogle sunni hadith-bøger, der skulle vise, at Profeten (Fred være med ham) skulle have sagt, at Ali’s gruppe havde ret i denne sag. Han henviser os til bla. Fath al-Bari af Ibn Hajar og Majma’ al-Zawaid af Imam Haythami.
Endnu engang må vi dog desværre konstatere, at bøgerne er blevet fejlciterede. I både Fath al-Bari [8] og Majma’ al-Zawa’id [9] er her tale om en udtalelse af Hudhaifah (Må Allah være tilfreds med ham), og ikke af Profeten (Fred være med ham). Det er ikke noget nyt, at nogle sahaba valgte Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) side. Andre sahaba – som Abu Bakrah [10] – valgte Aisha’s (Må Allah være tilfreds med hende) side.
Derimod er det en stor synd at tilskrive udtalelser til Profeten (Fred være med ham), som han ikke har udtalt. Vi opfordrer Mowali til at være mere opmærksom i sin læsning, så han ikke ubevidst kommer til at vildlede folk til at tro, at dette er en udtalelse af Profeten (Fred være med ham). Og hos Allah alene søger vi hjælp.
Så springer Mowali til en hel anden side, og angriber Sunnimuslimernes måde at opfører sig på på Ashura dagen. Han skriver:
Og tilsidst, så læs hvad jeres lærde siger om jer selv:
Iben Kathir - Albidaya walnihaya - bind 8.
“Og nawaseeb gik imod rafidha shia i ashura’a dagen og festede og iklædt flotteste tøj..!” osv.
Og så man ved, så holder sunnierne fest/fejring i ashura’
Til dette svarer vi: For det første er Ashura ikke en Eid-dag for sunnimuslimerne. Det er en dag, hvor det er anbefalet at faste og give sadaqa. Dette baserer sunnimuslimerne på sande udtalelser fra Profeten (Fred være med ham), der opfordrer os til at faste denne dag – ikke til at sørge, marchere på gaden eller andet.
For det andet: Ibn Kathir siger her, at Nawasib gjorde dette af ønsket om at modsætte sig Rawafedh, men dette er ikke sunnimuslimernes intention ved dette, idet muslimerne fastede på Ashura-dagen længe før Al-Hussain (Må Allah være tilfreds med ham) overhovedet blev dræbt, og Shiamuslimernes ritualer på denne dag dermed blev til.
For det tredje har vi svært ved at se, hvad Mowali helt præcist vil med dette.
Mowali’s holdning til De Troendes Moder
Vi viste i en tidligere artikel et citat fra den shiitiske Ayatollah Shahroudi, hvor han tillader forbandelsen af Profetens (Fred være med ham) koner. Mowali citerer hans fatwa således:
Den shiitiske Ayatollah, Al-Shahroudi, blev spurgt om det er tilladt at forbande Profetens (fred være med ham) koner, hvortil han svarede:
Det er tilladt at forbande enhver, der har gjort Ali, Al-Zahraa eller andre af imamerne fortræd. Og hvorfor skulle det ikke være tilladt, den undertrykkelse de mødte og kampenene imod dem taget i betragtning? Og det er berettet af Imam Ja’far forbandede otte af dem efter hver bøn.
Og spørger så:
Hvorhen nævner han konerne? Skal vi nu også til at give undervisning i at læse og forstå fiqh?
Og vi spørger igen: Kan Mowali med et ærligt hjerte læse det indsatte, uden at forstå, at Ayatollah Shahroudi tillader at forbande Profetens (Fred være med ham) koner? Han bliver spurgt, ikke om det er tilladt at forbande generelt, men om det er tilladt at forbande Profetens koner, hvortil han svarede hvad han svarede. Hans svar skal forstås i lyset af det spørgsmål, der er stillet. Havde han ment, at dette ikke var tilladt, havde han specificeret det.
Bemærk venligst, at Ayatollah Shahroudi nævner ”kampene mod Ahl al-Bayt” – har Mowali ikke selv lige siddet og argumenteret for, at Aisha bekæmpede Ahl al-Bayt?
Enhver kan se, at dette svar rummer en tilladelse til at forbande Profetens (Fred være med ham) koner.
Men for totalt at lukke denne debat, vil vi vise nogle eksempler på, at shiamuslimer forbander Aisha (Må Allah være tilfreds med hende).
Først vil vi citere et eksempel, som vi muslimer i Danmark kan relatere os til: En adminstrator på Shiaonline.dk siger, at Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) er en forbandet person [11]:
Jeg vil ikke vide om Aisha skal forbandes eller ej. FOr det hun gjorde efter profetens (saws) bortgang er mashallah et unikt eksempel på en forbandet person.
Dette er et eksempel på, at shiitiske lægmænd forbander Aisha.
Dernæst en Fatwa fra Ayatollah Sadiq Shirazi, der er en af de største nulevende shialærde [12] :
Det er, alt andet lige, tilladt (at forbande dem, der har gjort Ahl al-Bayt fortræd, red.), for Koranen har forbandet den, der gjorde Allah fortræd igennem Hans Sendebud, og den, der gjorde Sendebudet fotræd igennem hans Ahlulbayt, ved Hans (jwa) tale: ”Sandelig, dem, som gør Allah og Profeten fortræd, har Allah forbandet i denne verden og den kommende, og dem har Han beredt en nedværdigende straf. ” [Koranen: 33:57]”
Og Mowali har, som bekendt, lige argumenteret for, at Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) førte våben mod Ali (Må Allah være tilfreds med ham), og dermed gjorde ham fortræd. For at være helt nøjagtig, sagde han:
Aisha er ikke en af Ahlul bayt, fordi hun bekrigede Imam Ali (as).
Dette argumenterer den shiitiske sheikh Liaqat Ali Takim også for [13].
Den shiitiske koranfortolker, Sheikh Agha Mahdi Pooya siger:
[Hvis de efter at være indgået i en pagt bryder deres eder og krænker jeres religion, så skal I bekæmpe vantroens ledere (A’immat al-Kufr)!] (9:12),
Afgudsdyrkerne brød ikke kun deres pagt efter at have givet deres ord, men krænkede også Allah’s religion. Imod den slags troløshed (vantroens ledere) er at kæmpe imod dem blevet påbudt. Ifølge den hellige Profeten, refererer A’immat al-Kufr (vantroens ledere) også til dem, som gik imod og bekæmpede de guddommeligt udvalgte imamer fra Ahl al-Bayt. Profeten sagde: O Ali, du vil bekæmpe tre slags frafaldede muslimer (folk der ikke længere er muslimer): De, der bryder deres løfter, de der synder, og de der farer vild. Ali bin Abi Talib citerede dette vers i Jamal-krigen (konflikten mellem Aisha og Ali, red.), og citerede den førnævnte profeti fra den Hellige Profet.
Ifølge den overstående Koranfortolkning, er Aisha altså blandt Vantroens Ledere, samt at hun bekæmpede Ali, Må Allah være tilfreds med dem begge. Dette er ikke kun et klart eksempel på shiiternes had til Aisha, det er også et lysende eksempel på, at shiamuslimer mener at Aisha bekrigede Ali – og derfor er det tilladt at forbande hende, jvf. Ayatollah Shahroudi og Ayatollah Shirazi’s fatwa’er.
Og for fuldstændig at lukke det, så der ikke er plads til yderligere diskussion, så forbander den egyptiske shia Sheikh Hasan Shehatah direkte Aisha [15], Må Allah være tilfreds med hende. Dette er dokumenteret.
Kan Mowali mon stadig påstå, at shiamuslimer ikke forbander Aisha!?
Og hvad angår Mowali’s påstande om Aisha og hendes slave, så vil vi foretrække ikke at synke ned til det plan, idet vi betragter det som respektløst overfor Ahl al-Bayt blot at citere denne påstand.
Mowali slutter af med at udslynge:
jeres egne bøger bevidner at hun gik imod ali og hørte ikke hvad han sagde og bukhari laver takfir på hende
…
Så det er ikke shia der er nawaseb her, men selveste bukhari, hvor han bl.a. laver takfir på det fleste sahaba mens du går imod din egen aqida og imod den fejlfrie bukhari og siger: “Jo sahaba er alle sammen lige”
Som nævnt tidligere, var der tale om forskelle i Ijtihad. Aisha gik ikke mod Ali, Må Allah være tilfreds med dem begge, med intention om oprør, som den nævnte hadith snakker om, og hvis vi ser på Ali’s reaktion efterfølgende, er det klart, at han betragtede hende som en troende. Hvis hadithen skulle forstås således som Mowali står for, ville dette så ikke kunne afspejles i Ali’s reaktion?
Det er ligeledes berettet, at i khaliffen ’Umar’s tid, ændrede han sommetider holdning efter at have rådført sig hos andre fremtrædende sahaba – man kan, udfra Mowali’s metodik, vel også mene at disse gik imod deres tids Khalifa?
Eller skal vi skelne imellem et oprør og forskelle i ijtihad, der igennem hyklernes manipulationer udviklede sig til en åben kamp?
Ahl al-Sunnah mener det sidste.
Vores egen aqida kan findes i det sunnimuslimske aqida værk ”Aqidat al-Tahawiyyah”. Her finder vi den sunnitiske aqida vedr. sahaba – nemlig at de alle sammen er ophøjede. Mowali’s påstand om, hvad vores Aqida er, er forkert. Vi ved ikke, hvorfor Mowali tror at sunnimuslimer anser Imam Bukhari for at være ufejlbarlig, men Imam Bukhari har berettet flere hadith fra Profeten, hvori han priser sahaba’s status – og ingen, hvori der laves takfir på sahaba. Denne udtalelse er Mowali nød til at kunne dokumentere, ellers står hans udtalelser som tomme ord, og hans udfald mod Ibn Taimiyyah (Må Allah være ham nådig) som uforståelige.
Konklusion
Som vist i det overstående, er den shiitiske debattør Mowali mere ivrig efter at rette angreb på Sunni Islam end på at læse vores artikler. Flere gange har Mowali åbenlyst misforstået, hvad vi har skrevet, selvom formuleringerne er tydelige, hvilket kun underbygger vores forståelse af, at Mowali slet ikke er interesseret i at føre en konstruktiv dialog. I vores artikel argumenterede vi for, at Sunni Muslimer ingenlunde kunne kaldes nawasib, og vores argument for dette – at sunnimuslimer ikke hader shia’s definition af Ahl al-Bayt, imens shia hader medlemmer af sunnimuslimernes definition af samme – har Mowali intet sted addresseret eller forsøge at modbevise. Derimod har han kun bekræftet, at han hader visse individer i den sunnitiske definition.
Som vi ser det, er Mowali’s svar kun en bekræftelse af, hvad vi skrev i vores tidligere artikel, og havde det ikke været for den opmærksomhed, Mowali’s artikel har fået, havde vi muligvis slet ikke besvaret den.
Grundet dette, vil vi bede vores læsere om at læse vor tidligere artikel, og forholde sig til den – og retledningen er fra Allah alene!
Noter og referencer:
[1] Sahih Bukhari, Kitab al-Manaqeb, under Bab Fadhl Aisha
[2] Fath al-Bari sharh Sahih al-Bukhari, se under overstående kapitel
[3] Al-Bidaya wa al-Nihaya, af Ibn Kathir, bind 7 side 395
[4] Koranen, Sura 22 vers 19, Ellen Wulffs oversættelse
[5] al-Isaba, af Ibn Hajar, bind 4, under nr. 5692
[6] Tarikh al-umam wa al-muluk, af Ibn Jarir al-Tabari, bind 3 side 42 (Alwarraq.com’s version)
[7] ibid., side 51
[8] Fath al-Bari, af Ibn Hajar, under bab Alfitnati allati tamuju kamawji Albahr
[9] Majma’ al-Zawa’id wa Munba’ al-Fawa’id, bind 7, under bab fima kan fi Jamal wa Siffin wa ghairihima, hadith nr. 12032
[10] Fath al-Bari, af Ibn Hajar, under bab Alfitnati allati tamuju kamawji Albahr
[11] http://www.shiaonline.dk/forum/viewtopic.php?f=20&t=7590
[12] http://www.shiaonline.dk/forum/viewtopic.php?f=40&t=13506
[13] http://www.al-islam.org/organizations/aalimnetwork/msg00711.html
[14] http://www.al-islam.org/quran/
[15] http://www.youtube.com/watch?v=he6TatcUgkg
Posted in Uncategorized 
4 Comments »
december 18, 2008
Al lovpris tilkommer Allah, og må Fred og velsignelser være med det sidste sendebud og hans familie.
Hvad angår det følgende, så søger vi tilflugt hos Allah (tt) fra Shaytan, hvis ønske er at så splittelse blandt muslimerne.
Aqida.dk har skrevet en artikel som et svar til vores tidligere artikel om vers 13:7 i Koranen, og følgende artikel er et modsvar til denne.
Aqida.dk’s skribent skriver:
Hvis man læser den nævnte artikel du henviser til, kan man se at forfatteren forsøger at benægte de beretninger, der findes i denne sammenhæng. Forfatteren vælger at tage udgangspunkt i nogle af beretningskæderne, og stiller dermed spørgsmålstegn ved nogle af beretternes troværdighed, og tilhørsforhold. Iblandt disse berettere nævnes de to omtalte, Muttlab bin Ziyad og Al Suddi al Kufi. Først nævner forfatteren at disse to er svage berettere, og dernæst beskylder han dem for at være shiitter. Som bevis bruger forfatteren nogle lærdes meninger og undlader andre lærdes meninger. Dog nævner forfatteren, at der muligvis kan være uenighed om de to berettere, men når alt kommer til alt, så er deres beretninger afvist, fordi de er shiitter, og en beretning afvises, hvis de beretter noget der støtter op om det forfatteren kalder deres egen afvigelse.
Overstående er et enestående eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man undlader at læse en artikel med tilstrækkelig grundighed. Aqida.dk’s skribent har fuldstændig overset den pointe, vi i løbet af vor indlæg når frem til, og vælger udelukkende at fokusere på vores kritik og anmærkningerne til mændende, der har berettet den nævnte hadith.
Vi har ganske rigtigt ikke ved navn nævnt alle de lærde (og dog nævnte vi Ibn Hajar’s beskrivelse), der kalder disse for troværdige, men vi nævner, at de findes i vores artikel.
Vi skrev:
“…Skulle beretningen dog alligevel accepteres grundet den uenighed, der er omkring Almuttalib og Alsuddi som berettere…”
Hvorefter vi argumenterer for en anden forståelse af denne udtalelse. Dette vil vi, hvis Allah ønsker det, komme ind på senere i denne artikel.
Den udtalelse, vi her omtaler, er denne:
Det er berettet fra Ali, Må Allah være tilfreds med ham, at Profeten (fvmh) sagde angående verset [Du er kun en advarer. Ethvert folk har en retleder]: Advareren og retlederen er en mand fra Bani Hashim.
Denne uenighed er så stor, at Imam Dhahabi - Må Allah være ham nådig - nøjes med at nævne begge holdninger i hans Al-Kashif. [1]
At vi gjorde som vi gjorde skyldes, at kritikken af disse dog er omfattende nok til, at den er en benævnelse værd, samt at der findes shiisme i den nævnte kæde, hvilket i sig selv er nok til, at denne beretning ikke kan godtages som et bevis i Aqida i Sunni Islam, uanset hvor troværdig denne er. Dette er ikke en regl, vi har fundet på, men en regl, der er stadfæstet i sunnitisk hadithvidenskab. For at formulere det som Allamah Mubarakfuri (Må Allah være ham nådig) [2]:
Hvis en afviger beretter noget, der støtter hans afvigelse, så er dette afvist
Aqida.dk retter herefter et angreb på den sunnitiske hadithvidenskab:
Vi vil først og fremmest gøre dig opmærksom på en meget vigtig detalje hos lærde fra Ahlulsunnah. Det er, at hvis en person beretter en egenskab om Imam Ali (as), som tyder på hans overlegenhed over Abu Bakr, Omar og Othman, så bliver vedkommende beskyldt for at være shia. Dette ses tit hos lærde fra Ahlulsunnah, herunder lærde som Ibn Hajar og Al Dhahabi.
Hvad mener skribenten med “tyder på hans overlegenhed”? Mener vedkommende enhver beretning, der kunne tænkes at fortolkes sådan, eller beretninger, der direkte udpensler dette?
Hvis det første er, hvad forfatteren har ment, så er vores svar, at forfatteren tager fejl. Der er mange stadfæstede beretninger hos Sunni Muslimerne, der af en lægmand ville kunne fortolkes på denne måde. Vi henstiller forfatteren til følgende, stadfæstede hadith [3]:
Profeten, Fred være med ham, sagde til Ali, Må Allah være tilfreds med ham:
Er du ikke tilfreds med at være til mig som Aron var til Moses?
Overstående hadith er sand, og bliver af shiamuslimer fortolket som en indikation af Sayidna Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) overlegenhed over Abu Bakr, Umar og Uthman (Må Allah være tilfreds med dem), og er således et lysende bevis på, at ikke alle ahadith der kan fortolkes på denne måde nødvendigvis er shiitiske fabrikationer.
Men såfremt forfatteren mente det sidste - så kan der være noget om det. Dette er selvfølgelig ikke en selvføge, men hvis beretningen indeholder enorme overdrivelser (et eksempel: Ali eksisterede 10000 år før Adam) og beretningen kun kan føres tilbage til en enkelt beretter og ikke kendes fra andre, så er der en sansynlighed for, at vedkommende er shia.
Dette er fordi at klare udtalelser fra Profeten, Fred være med ham, og Sayidna Ali, Må Allah være tilfreds med ham, tydeligvis viser, hvem den højst stillede af Profetens ledsagere var:
‘Amru ibn al-’As beretter, at han spurgte Profeten - Fred være med ham - om hvem den mest elskede person hos ham var. Han svarede: Aisha. Og han blev spurgt: Af mændene? Hvortil han svarede: Hendes fader (i.e. Abu Bakr). [4]
Og Muhammad ibn al-Hanafiya, Sayidna Ali’s egen søn, beretter at han spurgte sin far [5]:
Hvem er det bedste menneske efter Allah’s sendebud? Ali sagde: Abu Bakr. Muhammad ibn al-Hanafiya spurgte: Hvem efter ham? Og Ali svarede: Umar.
Under Sayidna Ali’s virke som kalif er det berettet, at følgende hændte [6]:
Wahb Al-Souai beretter, at Ali ra holdt en prædiken og spurgte: “Hvem er bedst af dette folk (ummah) efter dets Profet?” Jeg svarede: “Det er du, Oh De troendes behersker!”. Han sagde: “Nej, de bedste i dette folk efter dets Profet er Abu Bakr og så Omar”.
Baseret på overstående klare tekster, er det sansynligt, at hvis en person står alene med en overdreven beretning om Ali (ra), og vedkommende står alene eller kun sammen med få andre om den, at det er et tegn på shiisme. Og Allah den Almægtige ved bedst, hvad hans slaver gemmer i deres hjerter.
Aqida.dk’s skribent skriver herefter:
En anden metode, som tages i brug er, at erklære en beretningsordlyd for værende afvist, uden at komme med bevis eller argument for, hvorfor ordlyden er afvist. I denne forbindelse nævner forfatteren at ordlyden, at Imam Ali (as) skulle være retleder, er overdrivelse i hans ophøjelse, hvilket vækker nogle spørgsmål. Vi spørger forfatteren, Hvorfor opfatter forfatteren dette som værende overdreven? Er det helt hen i vejret at imam Ali (as) bliver omtalt som en retleder? Eller er det fordi det er imam Ali (as) som bliver fremhævet i stedet for en anden?
Til dette siger vi: Vi omtalte det ikke som en overdrivelse med henblik på selve ordlyden, men med henblik på de konsekvenser, som shiiterne udleder af denne ordlyd - nemlig Imamah med dertilhørende ufejlbarlighed. Vi vil dog medgive, at forfatteren har en pointe i, at det ikke fremgik ordentligt af teksten. Må Allah tilgive os for vor små og store synder.
Hvad angår forfatterens sidste bemærkning, så henviser jeg forfatteren til at læse vor artikel med navnet “Er Ahl al-Sunnah nawasib?”. Og Allah alene giver succes.
Aqida.dk skriver:
Udover det så er mange lærde igennem tiden blevet beskyldt for at være shiitter blot fordi de beretter gode egenskaber om Imam Ali (as), herunder imam Al Shafi´i, én af de fire retsskolestiftere, hvorefter han sagde sine kendte strofer: ”hvis min kærlighed til Ahlulbayt gør mig til en shia, så lad hele verden vide, at jeg er shia”. Dette var blot et eksempel og vi kan komme med mange flere, men det vil kræve en længere skrivelse, og derfor undlader vi dette.
Dette er ingen hemmelighed, og må Allah den Almægtige belønne Imam Shafi’i og have nåde over ham for dette smukke digt, der i generationer har stået som et fremragende eksempel på, hvor vigtig kærligheden til den hellige profets husstand er. Denne hjemmeside samt mange andre på tværs af islamisk opfattelse er oprettet til dette formål. Al tak og pris tilkommer Allah den Almægtige!
Forskellen på Imam Shafi’i - Må Allah være ham nådig - og visse andre tidlige imamer er dog, at Imam Shafi’i har efterladt sig så stor en viden om hans aqida i form af værker og andres observationer, at det med sikkerhed kan tilbagevises, at han skulle være shia. Imam Shafi’i var sunni - og så brilliant en lærd var han, at hans metode i fiqh følges af flere hundrede millioner muslimer verden over idag!
Aqida.dk’s forfatter hævder så, at hele denne diskussion tilsyneladende er unødvendig da den relevante hadith er berettet igennem andre kæder, der ikke indeholder de kritiserede berettere. Vi vil bede forfatteren om at oplyse os med disse istedet for blot at nævne deres eksistens. Vi har ikke været i stand til at lokalisere nogen.
I forrige artikel præsenterede vi en hadith fra Ibn Jarir al-Tabari i hans tafsir, der nævner en anden version af samme beretning, fra Profeten fred være med ham og hans familie, hvori han udnævner Sayidna Ali til at være retlederen nævnt i verset.
Beretningskæden er som følger:
Ahmad bin Yahya al-Sufi – Al Hassan bin Hussain Al-Ansari – Mu’adh bin Muslim – Ataa bin Alsa’b – Said bin Jubair – Ibn Abbas (ra).
Vi kritiserede dens isnad, og til dette svarer Aqida.dk’s skribent:
Her ses det tydeligt at beretningen bliver afvist pga. en ukendt beretter, og pga. den modstrider det Ibn Kathir tror på. Siden hvornår er en ukendt beretter grund nok til at afvise en beretning. I stedet for at afvise den, så lad os kigge om der er andre der kender beretteren, og den persons ord fremhæves over den, der ikke kender ham. Udover det kunne vi godt tænke os at spørge Ibn Kathir, hvorfor beretningen er meget kraftigt afvist?
For det første er Imam Dhahabi ikke alene om at kalde ham ukendt. Imam Ibn Hajar al-’Asqalani, Må Allah være ham nådig, sagde [7]:
Mu’adh bin Muslim, fra Sharhabil bin Alsamt, han er ukendt, og han har en falsk beretning som han beretter fra Ataa bin Alsa’ib, som vi har nævnt tidligere under Al-Hassan bin Hussein (Al-’Irny).
Under diskussionen om Al-Hassan bin Hussein al-’Irny, giver Ibn Hajar udtryk for, hvilken beretning han omtaler som “falsk” (batel) [8]:
Ibn Abbas beretter:
Omkring verset [Du er kun en advarer] (13:7) sagde Profeten, fred være med ham: Jeg er advareren og Ali er retlederen, og ved dig O Ali vil de retledte blive retledt. Ibn Jarir (al-Tabari) berettede den i sin tafsir fra Ahmad bin Yahya fra Alhassan fra Mu’adh bin Muslim, og Mu’adh er afvist (som beretter)!عن بن عباس إنما أنت منذر قال النبي صلى الله عليه و سلم انا المنذر وعلي الهادي بك يا علي يهتدي المهتدون رواه بن جرير في تفسيره عن أحمد بن يحيى عن الحسن عن معاذ ومعاذ نكرة
Abu Hatim al-Razi kalder ham også ukendt. [9]
Imam Dhahabi nævner ham dog andetsteds, og beskriver ham som “ikke troværdig i hadith” og “shia” [10].
For det andet: Vi kritiserede ikke udelukkende denne beretning på baggrund af Mu’adh bin Muslims status som ukendt hos nogle lærde. Ligeledes baserede vi vor kritik på Ataa bin Alsa’b, hvorom de lærde bla. har sagt [11]:
Yahya ibn Sa’id sagde: Han er troværdig når der berettes fra Shu’bah og Sufyan. Imam Ahmad sagde: Hans ældre beretninger er troværdige og hans nyere beretninger er utroværdige, og hans ældre beretninger er dem som er berettet fra Sufyan og Shu’bah, og hans nyere er dem som er berettet fra Jarir, Khalid, Ismail og Ali bin Asem, og han berettede ting fra Sa’id bin Jubair der ikke kan stadfæstes.
Og bemærk venligst, at denne hadith netop er berettet fra Said bin Jubair!
Aqida.dk skriver så følgende:
Lad os se hvad Ibn Hajar siger om denne beretning, fra tafsir al Tabari:
Han siger i Fateh al Bari som er hans forklaring af Sahih al Bukhari, og et af de mest anerkendte hos Ahlulsunnah:
”Al Tabari beretter den med en god (hasan) beretningskæde på vegne af Said bin Jubair på vegne af Ibn Abbas”.
Sunni Kilde: Fateh al Bari bind 8, side 285
Her spørg vi forfatteren igen, hvorfor undlade denne omtale, og vælge at fokusere på den negative omtale?
Vi kunne ligeledes spørge Aqida.dk’s forfatter: Hvorfor citerer du ikke alt, hvad Ibn Hajar sagde i denne sammenhæng, istedet for kun en del af det?
Efter at Ibn Hajar har nævnt mange af de troværdige beretninger fra Salaf, som vi beskæftigede os med i et oprindeligt post, hvorefter han nævner følgende [12]:
… Og det er berettet igennem Ikrimah, Abu Dahha og Mujahid at “retlederen” er Muhammad, og meningen med “qawm” (folk, i vers 13:7, red.) er at specificere det til dette folk, det vil sige denne Ummah. Og det underlige (almustaghrab) er hvad Al-Tabari beretter med en Hasan (god) isnad igennem Said bin Jubair fra Ibn Abbas… og hvis dette kan stadfæstes, så vil meningen med “Qawm” være det førnævnte, det vil sige Bani Hashim eksempelvis. Og Ibn Abi Hatim og Abdullah bin Ahmad i nogle tilføjelser til Almusnad, og Ibn Mardawaih berettede igennem al-Sudii, fra Abd Kheir, at Ali sagde: Retlederen er en mand fra Bani Hashim. Og nogle af beretningerne siger: Retlederen er Ali. Og dette er taget fra den førnævnte hadith. Og i alle disse isnad’s er der nogle shiiter, og havde disse (beretninger) været stadfæstet, ville der ikke være denne uoverenstemmelse i beretningerne.
Ibn Hajar’s (Må Allah være ham nådig) citat bør også ses i lyset af hans tidligere nævnte udtalelse.
Lige efter at have citeret dette - Said bin Jubair’s beretning fra Tafsir al-Tabari - nævner Aqida.dk’s skribent denne bemærkning:
En anden troværdig beretning kan findes i Majma’ al-Zawaed af Ibn Hajar al Haythami. Han beretter beretningen og siger derefter:
”Den er berettet af Abdallah ibn Ahmad og af Al Tabarani i hans værk (Al Saghir) og (Al Awsat) og berettere fra al musnad er troværdige”
Sunni kilde: Mujma al Zawaed bind 7, side 41
Skribenten nævner dette i sin artikel lige efter at vi har diskuteret førnævnte hadith, hvilket giver indtryk af, at det er samme hadith, vi taler om her. Det er det ikke. Dette refererer til en anden version, som vi også behandlede i vor forrige artikel, enddog med samme bog som kilde, nemlig denne:
angående verset [Du er kun en advarer. Ethvert folk har en retleder]: Advareren og retlederen er en mand fra Bani Hashim.
Og betydningen af denne hadith, og Allah ved bedst, er at Profeten (Fred være med ham) både er Advareren og retlederen. Beviset er, at vers 13:7 refererer til profeten (fred være med ham) som advareren:
[Du (Muhammad) er kun en advarer, og til ethvert folk (er der) en retleder] (13:7) og denne hadith informerer os om, at Advareren og Retlederen nævnt i verset er en og samme person - en mand fra Bani Hashim, den Hellige Profets klan.
O Allah, velsign Muhammad og hans familie, og skænk de troende en plads ved deres side.
Referencer:
[1] Al Kashif, af Imam Dhahabi, bind 2, side 270.
[2] Tuhfat al-Ahwadhi sharh Sunan al-Tirmidhi.
[3] Sahih Bukhari, Volume 5, Book 57, Number 56.
[4] Sahih Bukhari, Volume 5, Book 57, Number 14
[5] Sahih Bukhari, Volume 5, Book 57, Number 20
[6] Musnad Ahmad bin Hanbal, hadith no 793. Denne beretning er mutawatir fra Sayidna Ali, Må Allah være tilfreds med ham.
[7] Lisan al-Mizan, af Ibn Hajar al-Asqalani, bind 6 side 55, #206
[8] ibid., bind 2 side 199
[9] Aljarh wa Alta’dil, #1130
[10] Siyar Alaam al-Nubalaa, bind 8 side 482.
[11] Tahdheeb al-Tahdheeb, af Ibn Hajar, bind 7, 386.
[12] Fath al-Bari
Aqida.dk’s artikel kan læses her
Posted in Uncategorized No Comments »
december 13, 2008
I Allah den Almægtiges navn. Al lovprisning tilkommer alene Allah, og må Hans evige velsignelser være over den sidste Profet, vor Mester og nåden til verdenerne, Muhammad og hans ledsagere og familie.
Det er kommet til vor viden, at vor dages shiamuslimer beklageligvis er begyndt at fremstille Sunni-Muslimer som Nawasib - folk med had til Ahl al-Bayt. På shiaonline.dk (et dansk shiitisk forum, red.) er Ahl al-Sunnah’s lærde blevet kaldt Nawasib, og Answering-Ansar.org (en engelsksproget shiitisk hjemmeside, red.) har flere gange hentydet til noget lignende. Vi vil i denne artikel tilbagevise denne påstand. Ahl al-Sunnah er ikke Nawasib, vi elsker Ahl al-Bayt, følger dem og ophøjer dem - vi søger nærhed til de, der elsker dem, og tager afstand til de, der hader dem.
Først og fremmest bør vi fastslå, at Shia- og sunnimuslimer ikke definerer Ahl al-Bayt ens. Når man analyserer et emne som dette, er det nødvendigt at fastlægge, hvordan hhv. shia og sunnimuslimer definerer denne gruppe. Vi har berørt dette i tidligere artikler, samt fremlagt argumentation for, hvorfor vi mener at den sunnitiske definition er den sande.
Den sunnimuslimske lærd Sheikh Gibril Fouad Haddad (Må Allah bevare ham) skriver på sin hjemmeside [1]:
Gruppen (Ahl al-Bayt) består derfor af Profetens (fvmh) koner sammen med Profetens (fvmh) ’itrah – Ali, Fatimah og deres børn. Dette er bekræftet af de fleste Koranfortolkere. Derudover inkluders de af Banu Abdulmuttalib, for hvem Zakat (Obligatorisk almisse, red.) er forbudt, hvilke er Ali og hans familie, Ja’far og hans familie, Aqeel og hans familie og al-Abbas og hans familie.
Og den saudiarabiske sunnilærd, Sheikh Muhammad Salih al-Munajjid (Må Allah bevare ham) skriver [2]:
Profetens (Fred være med ham) familie er: Hans koner, hans børn, Banu Hashim, Banu Abdulmuttalib og deres frigjorte slaver, og Allah ved bedst.
Ahl al-Bayt ifølge sunnimuslimerne er altså:
1. Profeten (Fred være med ham)
2. Hans koner
3. Hans børn
4. Al-Hassan og Al-Hussein (Må Allah være tilfreds med dem)
5. Ali og hans familie
6. Ja’far og hans familie
7. Aqeel og hans familie
8. Al-Abbas og hans familie
9. Deres frigjorte slaver.
Og Allah den Alvidende ved bedst.
Overstående er altså Sunni Islams definition af Ahl al-Bayt - indkluderende Profetens (Fred være med ham) koner og døtre.
Den dansk-shiitiske hjemmeside, IslamDK.dk, definerer Ahl al-Bayt som følgende [3]:
Iblandt shia muslimer er der klar konsensus om at verset her referere til følgende personer:
Profeten Muhammad,
Profetens svigersøn og fætter, Ali,
Profetens datter Fatima Al-Zahra og
Profetens to børnebørn (fra Ali og Zahra), Hasan og Hussayn.
Disse refereres oftes til som Ahl Al-Kisa (Folet af kåben). Udover ovenstående, anses det indenfor shia doktrin at de resterende ni Imamer er inkluderet i Ahlul Bayt
De omtalte 9 imamer er Ali Zain al-Abidin, Muhammad al-Baqir, Ja’far al-Sadiq, Musa al-Kadhim, Ali al-Ridha, Al-Jawad, Al-Hadi, Al-Askari og Muhammad al-Mahdi. Ifølge denne definition består Ahl al-Bayt ifølge shiamuslimer af:
1. Profeten (Fred være med ham)
2. Ali
3. Fatima
4. Hassan
5. Hussain
6. Ali Zain al-Abidin
7. Muhammad al-Baqir
8. Ja’far al-Sadiq
9. Musa al-Kadim
10. Ali al-Ridha
11. Al-Jawad
12. Al-Hadi
13. Al-Askari
14. Muhammad Al-Mahdi
Således indeholder den sunnitiske definition personer, som shiamuslimer ikke anser for Ahl al-Bayt, og ligeledes gør den shiitiske.
Skulle en shiamuslim erklære had mod en person, der af sunnimuslimerne anses for medlem af Ahl al-Bayt men ekskluderes af shiamuslimerne, kan denne så retfærdigvis erklæres for værende Nasibi? Og det samme med tilfældet af en sunnimuslim?
Det mener vi ikke, og derfor mener vi hverken, at sunni- eller shiamuslimer kan betragtes som nawasib. At udvise had imod en person, man ikke mener er en del af Ahl al-Bayt, kan ikke være Nasb. Men i tilfælde af, at dette kriterie vitterlig kan anvendes, så er vi nød til at se på sunnimuslimernes syn på de individer, som shiamuslimer betragter som Ahl al-Bayt, og vice versa.
Hvad angår sunnimuslimernes syn på de 14 individer, som Shiamuslimer indkluderer i Ahl al-Bayt, kan de opdeles i 2 kategorier: De, der var sahaba, og de, der ikke var. Ali, Fatima, Hassan og Hussain (Må Allah være tilfreds med dem) var alle sahaba, og der er absolut konsensus blandt sunnimuslimerne om deres dyder og status som de bedste af muslimerne. Om sahaba er det blevet berettet, at Profeten (Fred være med ham) sagde [4]:
De bedste af menneske er min generation (Sahaba, red.), og så de, der følger efter dem (Tabi’în, red.), og så de, der følger efter dem (Taba’ al-Tabi’een, red.).
Der hersker således ingen tvivl om, at Ali, Fatima, Hassan og Hussain (Må Allah være tilfreds med dem) ifølge sunnimuslimerne er ophøjede og rene individer, der er blandt de bedste af menneskerne efter Profeterne (Fred være med dem). Derudover anser sunnimuslimer også disse for at være en del af Ahl al-Bayt, hvilket naturligvis er noget helt særligt.
Hvad angår de resterende imamer, så er de ikke anset som sahaba, men derimod er de anset som oprigtige og rene individer, og vi har den dybeste respekt for dem - så høj var deres status og deres viden, at de underviste og studerede med de største imamer i deres tid.
Shaykh Faraz Rabbani (Må Allah bevare ham) blev spurgt om de 12 imamers status, hvortil han svarede [5]:
Disse imamer var mægtige arvninge af den profetiske husstand, fremragende eksempler i renhed, oprigtighed og retlededte, og de er eksempler for alle muslimer, inklusive alle sunnimuslimer, uden undtagelse.
Det er således tydeligt, at vi anser alle medlemmer af den shiitiske definition af Ahl al-Bayt for ophøjede og rene individer, der fungerer som fremragende eksempler for os.
Shiamuslimer har ikke samme syn på de individer, som sunnimuslimer anser som værende en del af Ahl al-Bayt. Dette gælder især to af profetens koner, Aisha og Hafsa (Må Allah være tilfreds med dem). Deres lave anseelse hos shiamuslimer kommer til udtryk i, at visse shialærde enddog har frarådt shiamuslimer at navngive deres døtre ved navnet Aisha. Den shiitiske lærd Dr. Liaqat Ali Takim blev spurgt om dette, hvortil han svarede [6]:
Grundet hendes handlinger mod Imam Ali i Profetens tid og efter hans død, er Ahl al-Bayts følgere (shia, red.) ikke opfordrede til at navngive deres børn med hendes navn.
I forbindelse med denne udtalelse, vil vi gerne pointere, at sunnimuslimerne ser mange af disse beskyldninger for grundløs, men dette vil vi - hvis Allah tillader - behandle i en senere artikel.
Den shiitiske Ayatollah, Al-Shahroudi, blev spurgt om det er tilladt at forbande Profetens (fred være med ham) koner, hvortil han svarede [7]:
Det er tilladt at forbande enhver, der har gjort Ali, Al-Zahraa eller andre af imamerne fortræd. Og hvorfor skulle det ikke være tilladt, den undertrykkelse de mødte og kampenene imod dem taget i betragtning? Og det er berettet af Imam Ja’far forbandede otte af dem efter hver bøn.
Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) er altså ikke en person, som man ser godt på i Shia Islam - tværtimod går nogle shiamuslimer endda til yderlighederne ved at forbande hende.
Profetens (saw) døtre - Ruqayya, Um Kulthum og Zainab (Må Allah være tilfreds med dem alle) bliver heller ikke anset som en del af Ahl al-Bayt hos shiamuslimer, og nogle af dem går endda så vidt som til at benægte, at de var døtre af Profeten (Fred være med ham).
Det er altså en rimelig konklusion, at shiamuslimer udviser fjendskab mod folk, som af sunnimuslimer er blevet erklæret som medlemmer af Ahl al-Bayt.
Konklusion
Som nævnt tidligere mener vi ikke, at man kan kalde nogen for Nasibi hvis vedkommende udviser had mod en person, han ikke mener er en del af Ahl al-Bayt. I så fald er hans intention ikke at udvide had mod Ahl al-Bayt, og handlingerne er efter intentionerne. Men skulle vi dog antage dette alligevel, så er sunnimuslimer ingenlunde nawasib, idet vi kun respekterer og ophøjer medlemmer af den shiitiske definition af Ahl al-Bayt. Hvis nogen er nawasib, må det være shiamuslimerne - det had, nogle shialærde udviser til vor frue Aisha (Må Allah være tilfreds med hende) er kun kort blevet belyst i denne artikel, idet andre udtalelser er så ekstreme og vulgære, at det ville være upassende at indsætte dem på en islamisk hjemmeside. Konklusionen er, at sunnimuslimer ingenlunde kan være nawasib, ligegyldigt hvilke standarder for Nasb, vi tager i brug.
Referencer:
[1] Se hans hjemmeside http://www.livingislam.org/
[2] Se hans hjemmeside http://www.islam-qa.com/
[3] http://islamdk.dk/indlaeg/koranen33_33/
[4] Berettet af Imam Bukhari og Imam Muslim i deres sihah.
[5] http://qa.sunnipath.com/issue_view.asp?id=16051&hd=7&cate=0&t=rss
[6] http://www.al-islam.org/organizations/aalimnetwork/msg00711.html
[7] http://www.shahroudi.net/aghayeda/aghayedj1.htm
Posted in Uncategorized No Comments »
december 12, 2008
Al lovpris tilkommer Allah alene. Allah alene tilbeder vi, og Allah alene anråber vi om hjælp. O Allah, led os til den rette vej, vejen for de som du har vist nåde, ej for de som du vredes på, eller de som er faret vild. Amin.
Den som Allah retleder, til ham vil der ingen vildledning komme, og den som Allah vildleder, til ham vil der ingen retledning komme.
O Allah! Send din fred og velsignelse over vor mester, den bedste skabning af dem alle, Muhammad al-Mustafa, og ligeledes over hans Familie, hans Ledsagere og hvem end der fulgte dem i Ihsan.
Introduktion
Vi er for nyligt blevet gjort opmærksomme på en ny artikelserie fra Shiaislam.dk, der omhandler den shiitiske praksis af Mut’ah (også kaldet Sighe) ægteskaber samt gyldigheden heraf. Vi planlægger engang i fremtiden et længere svar til denne artikelserie. Der er dog et af disse argumenter, der til dels bliver behandlet særskilt af Shiaislam.dk’s skribent, og således vil vi også behandle det særskilt.
Dette argument er følgende, autentiske beretning i Sahih al-Bukhari:
Imrain bin Husain berettede:
Verset om Mut’ah blev åbenbaret i Allah’s bog, så vi udførte det med Allah’s sendebud, og intet blev åbenbaret i Koranen for at ugyldiggøre det, og ejheller forbød Profeten det indtil han døde. Men en mand (der betragtede det som forbudt) udledte fra hans egen holdning det som han ønskede.
I den engelske oversættelse af Sahih al-Bukhari (af Dr. M. Muhsin Khan) er hadithen oversat således:
The Verse of Hajj-at-Tamatu was revealed in Allah’s Book, so we performed it with Allah’s Apostle, and nothing was revealed in Qur’an to make it illegal, nor did the Prophet prohibit it till he died. But the man (who regarded it illegal) just expressed what his own mind suggested.
Eftersom Hajj al-Tamatu’ (dvs. at bryde ud af sin Ihram mellem Umrah og Hajj) ikke er nævnt i den originale, arabiske tekst, giver shiaislam.dk’s skribent udtryk for, at Dr. Muhsin Khan har ændret i bogens indhold (Tahrif), således at det passer til hvad han begærer. Denne påstand, samt Hadithens betydning, vil vi se nærmere på i denne artikel. Og Allah alene giver succes.
To typer Mut’ah
Læseren bør være bekendt med, at der er to forskellige praksiser, der har gået under navnet Mut’ah. Selve ordet Mut’ah kommer af roden M-T-´ (Mim-Ta-’Ayn), der betyder “nydelse” og “fornøjelse”. Således vil en araber “istamta’”, når han hygger sig. Den ene af disse praksiser er det shiamuslimske midlertidige ægteskab (også kaldet Mut’at al-Nisaa - fornøjelse i forbindelse med kvinder eller Nikah al-Mut’ah - fornøjelsesægteskabet) samt det at gå ud af sin Ihram-status, hvis man samler Umrah og Hajj (også kaldet Mut’at al-Hajj - Fornøjelse i forbindelse med Hajj). De steder, hvor ordet “mut’ah” bliver omtalt i ahadith, er der oftest tale om en af disse to praksiser.
Dr. Muhsin Khan oversætter ordet “Mut’ah” i hadithen med “Hajj al-Tamattu’” (Mut’at al-Hajj), fordi han mener at den “Mut’ah”, der er omtalt, er Mut’at al-Hajj og ikke Mut’at al-Nisaa. Shiaislam.dk’s skribent mener tilsyneladende, at det andet er tilfældet, selvom skribenten ikke yderligere argumenterer herfor. Han mener af denne årsag, at Dr. Muhsin Khan er skyldig i at ændre på Profetens (Fred være med ham) ord, hvilket på arabisk kaldes Tahrif. Tahrif er i Islam en meget alvorlig forseelse, og at anklage en anden muslim for det er derfor også en meget alvorlig anklage.
Verset om Mut’ah?
To vers i Koranen er af forskellige grupperinger af muslimer omtalt som “Verset om Mut’ah”, og disse er 4:24 og 2:196. I det første mener nogen, at der henvises til Mut’at al-Nisa, mens der er enighed om, at det andet henviser til Mut’at al-Hajj. Dette er ligeledes shiamuslimernes fortolkning af sidstnævnte vers.
Vers 2:196 lyder således (Ellen Wulffs oversættelse, vor egne paranteser):
I skal gennemføre valfarten og helligdomsbesøget for Gud! Hvis I bliver afskåret derfra, skal I sende en sådan offergave, som falder jer let. I skal ikke rage hovedet, før offergaven er ankommet til slagtestedet! Hvis nogen blandt jer er syg eller har en hovedskade, kan han løskøbe sig ved faste, frivillig almisse eller et slagtoffer. Når I så er i sikkerhed, skal den, der vil benytte sig af at (Tamattu’, red.) slå helligdomsbesøget (Umrah, red.) sammen med valfarten (Hajj, red.), yde en sådan offergave, som falder ham let. Den, der ikke har råd, skal faste i tre dage under valfarten og i syv dage efter hjemkomsten, ti dage i alt. Dette gælder for dem, hvis slægt ikke er bosiddende ved det fredhellige bedehus. Frygt Gud! I skal vide, at Gud er streng til at straffe!
Hele verset handler således om Hajj, og ægteskab bliver ikke en eneste gang nævnt.
Den shiitiske koranfortolker, Sheikh Agha Mehdi Pooya, skriver i sin Tafsir [1]:
“Den, der vil benytte sig af at slå helligdomsbesøget (Umrah, red.) sammen med valfarten (Hajj, red.)” betyder at efter Umrah træder prilgrimmen ud af Ihram og træder ind i den igen, men ved at samle Umrah og Hajj i en rejser behøver han ikke at rejse til Hajj efter at han har udført Umrah, og han behøver ikke at være i Ihram hele tiden i perioden mellem Umrah og Hajj.
Den klassiske shiitiske koranfortolker, Abu Ja’far al-Toosy, erklærer sig enig og beskriver detaljerne for hvornår man må lave Mut’at al-Hajj i sin tafsir kaldet Al-Tebyan [2].
Både sunni- og shiamuslimer mener altså, at 2:196 handler om Mut’at al-Hajj, imens nogle sunni- og alle shiamuslimer mener, at 4:24 handler om Mut’at al-Nisaa. Sidstnævnte vers vil vi diskutere i en kommende artikel, Inshallah.
For at vide hvilken slags Mut’ah, der er tale om i Imran bin Husayns (ra) beretning, må vi først vide, hvilket vers der hentydes til.
Shiaislam.dk’s skribent demonstrerer selv kendskab til dette svar, idet han angiver kilden som:
al-Bukhari, Sahih, bind 6, s. 27, afsnit om Tafsir,
slutningen af vers 196 i sura al-Baqara
Denne beretning er placeret som tafsir til 2:196, som både sunni- og shiamuslimer mener omhandler Mut’at al-Hajj.
Denne hadith findes i øvrigt i forskellige versioner, der begge er berettet i Sahih al-Bukhari eller Sahih Muslim, i en af versionerne, berettet af Mutarrif, nævner Imran bin Husayn ikke ordet “Mut’ah” overhovedet, men blot “samling mellem Umrah og Hajj”. Imam Muslim indkluderede versioner af denne hadith i sin Sahih, under kapitlet om “Hajj” - ikke under kapitlet om “Nikah”. Imam Nawawi skrev i sin kommentar til disse beretninger [3]:
Og alle disse beretninger beviser gyldigheden at lave Tamattu’ mellem ‘Umrah og Hajj.
Også Shaykh al-Islam Ibn Hajar al-Asqalani (Må Allah være ham nådig) mente, at det nævnte vers var 2:196 [4]. Det samme gjorde Ibn Kathir [5] og Ibn al-Jawzi [6].
Tahrif?
Det er således ikke Tahrif at oversætte hadithen som Dr. Muhsin Khan oversatte den. Han har ikke oversat beretningen ordret, men oversat det på en måde, så læseren forstår, hvad der er tale om. Dette gør forfatteren også klart, ved at angive titlen på hans værk som “The Translation of the Meanings Of Sahih Al-Bukhari”, dvs oversættelse af betydningen af Sahih Bukhari, ikke en ordret oversættelse af Sahih al-Bukhari.
Hadithens betydning
Hadithen betyder således, at sahaba plejede at lave Tamattu’ al-Hajj med Koranens tilladelse i Profetens (Fred være med ham og hans familie) tid, og handler slet ikke om det midlertidige ægteskab, selvom mange shiamuslimer tilsyneladende bruger den sådan. Dette kan ses udfra de forskellige versioner af beretningen, Bukhari og Muslims placeringer af disse hadith, samt sunnilærdenes fortolkning af disse. Hadithen fortæller også, at de fortsatte med denne praksis, indtil Omar (Må Allah være tilfreds med ham) forbød dette. Hvad Omar’s intention var - og om han havde autoriteten til dette eller ej - er en anden diskussion, som måske burde tages på et senere tidspunkt. Men ingensteder bliver Mut’at al-Nisaa nævnt i denne hadith, og Dr. Muhsin Khan’s oversættelse er acceptabel, og er ingenlunde Tahrif.
Allah ved bedst, og Allah alene giver succes.
[1] Tafsir M. Pooya
[2] Altebyan Aljame’ le’uloom Alqur’an, af Abu Ja’far al-Toosy, under tafsir af 2:196.
[3] Sharh Sahih Muslim, af Imam Nawawi, under sharh til #2153, Kitab al-Hajj, bab Ja’iz al-Tamattu’.
[4] Fath al-Bari sharh Sahih al-Bukhari, under kommentar til hadith #1469.
[5] Tafsir Alquran Alazim, af Ibn Kathir, tafsir til vers 2:196.
[6] Kashef al-Mushkil min hadith al-Sahih, side 449.
Posted in Uncategorized No Comments »
oktober 20, 2008
I Allah’s navn, den nådige, den barmhjertige.
Al tak og pris tilkommer Allah, skaberen af verdenerne og alt hvad der er i dem. Vi tilbeder Allah alene, anråber alene Ham om hjælp, og Hos ham søger vi tilgivelse. Den som den Gavmilde Skaber retleder, til ham vil der ingen vildledelse være. Og den som Han vildleder, til ham vil der ingen retledning være. O Allah, send din fred over vor mester Muhammad, hans rene familie og hans ædle ledsagere og enhver der følger dem i Ihsan indtil dommedagen, og velsign dem med din ypperste velsignelse.
Hvad angår denne artikel, så søger vi beskyttelse hos Allah den Almægtige fra Shaytan, hvis ønske er at så splittelse blandt Muhammad’s (Fred være med ham) følgere.
Vi har tidligere skrevet to artikler i forsvar for Ahl al-Bayt, hvor vi i begge artikler forsøger at argumentere for, hvorfor Profetens (Fred være med ham) koner indgår i hans Ahl al-Bayt (husstand) – i den første udfra Koranen, og i den anden udfra Ahadith. I denne artikel vil vi svare Islamdk.dk’s (shiamuslimsk hjemmeside, red.), der ligeledes har skrevet en artikel, der argumenterer for, hvorfor Profetens (Fred være med ham) koner ikke er en del af hans Husstand. Vi vil anbefale vores læsere først at læse de to forudgående artikler. Og Allah den Almægtige er kilden til succes.
Islamdk’s fremstilling af Sunniislams synspunkt
Islamdk skriver:
Der er forskellige opfattelser indenfor sunni doktrin, hvem der er inkluderet i Ahlul Bayt. Den mest generelle antagelse er at det inkludere:
• Profeten Muhammad,
• Profetens svigersøn og fætter, Ali,
• Profetens datter Fatima Al-Zahra,
• Profetens to børnebørn (fra Ali og Zahra), Hasan og Hussayn og
• Profetens koner.
Her søger forfatteren at forklare, hvad den generelle opfattelse hos Sunnimuslimer er. Ligeledes med det efterfølgende postulat:
En anden opfattelse iblandt sunni muslimer er at det kun inkludere profeten selv og hans koner.
Og dette er en holdning, som går imod hvad den store majoritet af sunnimuslimer mener og altid har ment. Der er konsensus blandt sunnimuslimer omkring, at Mawla Ali, Sayidat Nisa al-Alamin Fatima og Al-Hassanain (Disse fire er kendte som Ashab al-Kisaa) er en del af Ahl al-Bayt. For at bevise dette vil vi citere de store sunnimuslimske Koranfortolkere (Mufassirîn) senere i denne artikel.
Det påfaldende her er, at forfatteren vælger et standpunkt, som han erkender ikke modtager meget tilslutning blandt sunnimuslimer, og derefter argumenterer imod det. Dette er ikke en fair måde at føre en saglig diskussion på, for hvordan forventer forfatteren, at Sunnimuslimer skal forsvare et standpunkt, de ikke selv tror på?
Herefter fremlægger forfatteren Sunnimuslimernes syn på Hadith al-Kisaa, hvortil han siger:
Men dette er i direkte modsigelse af en tidligere hadith i selv samme hadith-samling:
“… Da følgende vers blev åbenbaret: “lad os tilkalde vore sønner og jeres sønner” kaldte Guds Budbringer (s) på: Ali, Fatima, Hasan og Husain og sagde: O Allah, disse er min familie (Ahli)”.
Og forfatteren konkluderer:
Så selvom profeten Muhammad eksklusivt har defineret hvem hans familie var (i ovenstående hadith), skriver forfatteren i hans fodnote i modsigelse til dette.
Og til dette siger vi, at forfatteren her tager fejl. Vi vil bede forfatteren til IslamDK’s artikel om at fremlægge beviser for – eller i det mindste at argumentere for - at denne definition er eksklusiv, sådan som forfatteren påstår. Tværtimod taler flere af Profetens (Fred være med ham) noble udtalelser for, at den ikke er eksklusiv. Profeten (Fred være med ham) omtalte nemlig sine koner som hans Ahl al-Bayt [1]:
Profeten kom til Aisha’s (Må Allah være tilfreds med hende) hus og sagde ”Må Allahs fred og nåde være med dig, O Ahl al-Bayt”. Aisha svarede: ”Må Allahs fred og nåde også være med dig. Hvordan fandt du din kone? Må Allah velsigne dig”. Derefter gik Profeten (Fred være med ham) til resten af sine koner, og sagde til dem hvad han sagde til Aisha, og de sagde til ham det samme som Aisha havde sagt til ham.
Forklaringen er netop, at Profetens (Fred være med ham) brug af ”Ahl al-Bayt” eller ”Ahl” ikke nødvendigvis er eksklusiv. Lad mig spørge læseren, om han mon ekskludere sine forældre fra sin familie, hvis han omtaler sin lillebror som ”sin familie”?
Det er værd at bemærke, at Shia Muslimer, når alt kommer til alt, heller ikke selv mener, at denne formulering er eksklusiv, for som IslamDK selv skriver andetsteds:
Iblandt shia muslimer er der klar konsensus om at verset her referere til følgende personer:
• Profeten Muhammad,
• Profetens svigersøn og fætter, Ali,
• Profetens datter Fatima Al-Zahra og
• Profetens to børnebørn (fra Ali og Zahra), Hasan og Hussayn.
Disse refereres oftes til som Ahl Al-Kisa (Folet af kåben). Udover ovenstående, anses det indenfor shia doktrin at de resterende ni Imamer er inkluderet i Ahlul Bayt
Hvordan kan disse ni resterende imamer være en del af Ahl al-Bayt, hvis Profeten (Fred være med ham) eksklusivt har defineret sin familie som værende Ashab al-Kisaa? Modsiger shia doktrin herved Profeten (Fred være med ham) – eller var Profetens (Fred være med ham) tale ikke eksklusiv i dette tilfælde?
Ashab al-Kisaa er også Ahl al-Bayt
Der var engang en retmæssig uoverensstemmelse blandt Sunni Islam’s lærde om emnet. Disse uenigheder eksisterer ikke længere i dag. Imam al-Shawkani (Må Allah være ham nådig) skrev om disse uenigheder i sin Tafsir [2]:
Ibn Abbas (ra), Ikrima, ’Ataa, al-Kalbi, Muqatil og Sa’id bin Jubair sagde, at dette vers nedkom specielt for Profetens koner, og ved ordet ”Bayt” (Hus) i ordet Ahl al-Bayt menes der Profetens koners huse. Mens Abu Sa’id al-Khudri (ra), Mujahid, Qatada – og denne position er også berettet fra al-Kalbi – sagde at der særligt hentydes til Ali, Fatima, al-Hasan og al-Husayn. De fremførte, at den del af verset står i maskulinum, men den første gruppe svarede igen på dette ved at fremføre, at navneordet ”Ahl” i sig selv er i maskulinum, hvilket nødvendiggøre brugen af hankøn, som Allah den Almægtiges tale til Ibrahim’s (as) kone: ”Undrer du dig over Allah’s afgørelse (hunkøn)? Allah’s fred og velsignelser være med dig, O Ahl al-Bayt (hankøn)” [11:73]. Som når en mand siger til hans ven: ”Hvordan har din Ahl det?”, og han hentyder til sin vens kone eller koner, hvortil vennen svarer: ”De har det godt” (i hankøn).
Herefter fremfører Imam Shawkani begge gruppers beviser i form af Hadith, hvorefter han tilføjer:
Og en tredje gruppe tog middelvejen mellem disse to grupper, og mener at verset både indkludere Profetens koner samt Ali, Fatima, Hassan og Hussein. […] En del Muhaqiqîn [4] mener, at dette er den sandeste fortolkning, og blandt dem er Ibn Kathir, Imam Qurtubi og andre end dem.
Sheikh Abu al-Su’ud (Må Allah være ham nådig) skrev om det omdiskuterede vers 33:33 i Koranen [3]:
Dette, som I ser, er et tydeligt vers, og et lysende bevis på at Profetens – Allah’s fred og velsignelser være over ham – koner er en del af Ahl al-Bayt, og ugyldiggører en gang for alle Shi’iternes forståelse, der begrænser det til kun at omfatte Fatimah, Ali og deres to sønner – Må Allah være tilfreds med dem. Og hvad det de hidkalder som bevis af hadith (Hadith al-Kisaa, red.), så beviser det kun at disse fire er en del af Ahl al-Bayt, ikke at alle andre er ekskluderet.
Sheikh al-Baydhawi (Må Allah være ham nådig) skrev [5]:
Shi’a mener, at dette vers er specifikt for Fatima, Ali og deres to sønner, Må Allah være tilfreds med dem, og som bevis på dette bringer de Hadith al-Kisaa. […], og de mener at dette nødvendiggøre deres ufejlbarlighed, og dette er et svagt bevis, fordi deres fortolkning ikke tager højde for det forudgående og det efterfølgende vers, og hadithen (Hadith al-Kisaa’, red.) gør dem (Ali, Fatima, Hasan og Husayn red., Må Allah være tilfreds med dem) til en del af Ahl al-Bayt, men ekskluderer ikke andre herfra.
Al-Baydhawi mente altså også, at både Profetens (Fred være med ham) koner samt Ali, Fatima og deres to sønner (Må Allah være tilfreds med dem) er en del af Ahl al-Bayt.
Fakhr al-Razi (Må Allah være ham nådig) skrev [6]:
Der siges flere modstridende ting omkring hvem Ahl al-Bayt er, og det mest passende og korrekte er at Ahl al-Bayt er Den Hellige Profet (fred være med ham), hans afkom og hans koner, samt Al-Hassan og Al-Hussein og Ali.
Og blandt vor tids lærde kan følgende citeres:
Shaykh Gibril bin Fouad Haddad (Må Allah bevare ham) skrev [7]:
Det er tydeligt, at det grammatiske skift i 33:33 med hensyn til de adresserede betyder to ting: 1) Ordet ”Ahl” er et hankønsord og/eller 2) mindst en mand er indkluderede i den gruppe af kvinder, der bliver adresseret. Gruppen består derfor at Profetens (fvmh) koner sammen med Profetens (fvmh) ’itrah – Ali, Fatimah og deres børn. Dette er bekræftet af de fleste Koranfortolkere. Derudover inkluders de af Banu Abdulmuttalib, for hvem Zakat (Obligatorisk almisse, red.) er forbudt, hvilke er Ali og hans familie, Ja’far og hans familie, Aqeel og hans familie og al-Abbas og hans familie.
Shaykh Muhammad Salih al-Munajjid (Må Allah bevare ham) skrev [8]:
Profetens (Fred være med ham) familie er: Hans koner, hans børn, Banu Hashim, Banu Abdulmuttalib og deres frigjorte slaver, og Allah ved bedst.
Parantetisk sætning?
Som vi opfatter det, er forfatterens hovedargument, at sidste del af vers 33:33 er en parentetisk sætning – en sætning midt i et Koranvers, der ikke har noget med resten af verset at gøre. Forfatterens argument for dette er skiftet af kønnene i ordene, men dette argument besvarede vi allerede i vores første artikel: Ahl al-Bayt indeholder både mænd og kvinder, da Ahl al-Bayt’s overhoved er Profeten Muhammad (Fred være med ham) selv, hvorfor det arabiske sprogs regler om blandede køn træder i kraft. Forfatteren er udmærket bekendt med denne regel, det fremgår tydeligt af en af hans fodnoter:
Indenfor arabisk grammatik gælder det at, hvis man tiltaler en gruppe af mennesker, hvori der både forekommer kvinder og mænd, tiltales disse i hankøns form
Derudover er det værd at bemærke, at Koranen andetsteds referer til Ibrahim’s (Fred være med ham) kone som Ahl al-Bayt [9] med præcis det samme skift – første del af verset i hunkøn, anden del af verset i hankøn, og her ser de store shiitiske koranfortolkere ingen pantetisk sætning i slutningen af verset. Tværtimod deler de sunnimuslimernes holdning om, at det er Ibrahim’s (Fred være med ham) kone, der blev addresseret i dette vers. Således skriver Sheikh Toosy, en af de allerstørste shia lærde i sin Tafsir [10]:
I dette vers findes fortællingen om, hvad englene sagde til Ibrahim’s kone.
Derfor er det tydeligt, at skiftet i køn ikke er nok til at erklære verset for værende en parentetisk sætning – for hvis det var, hvorfor var det så ikke nok i vers 11:73? Hvad adskiller grammatisk formuleringerne i disse to vers fra hinanden?
Svaret er: Intet. Der er intet, der underbygger at sidste del af verset skulle være en parentetisk sætning.
Konklusion
Må Allah velsigne Muhammad og Muhammads familie. Profetens (Fred være med ham) koner er en del af hans familie, både sprogligt og Shari’a-mæssigt, og intet i IslamDK’s artikel har formået at bevise det modsatte.
Vi vil dog gerne understrege, at vi intet har imod forfatteren af artiklen eller nogen folk bag hjemmesiden, og at vi betragter dem som muslimer. Skulle vi derfor have stødt nogen ved denne artikel, beder vi ydmygt forfatteren om tilgivelse. Såfremt nogle af vores formuleringer virker stødende, kontakt os da endelig, og vi vil inshallah rette dem.
Må Allah velsigne Muhammad og Muhammads familie.
Noter og Referencer:
[1] Sahih Bukhari, Volume 6, Book 60, Number 316
[2] Fath al-Qadir, af Imam Shawkani, bind 4 side 278-280, under fortolkning af vers 33:33
[3] Irshad al-’Aql al-Salim, af Abu al-Su’ud, bind 7 side 103.
[4] Al-Muhaqiqîn er de lærde, der opvejer de forskellige beviser mod hinanden og finder frem til den sandeste fortolkning udfra disse, modsat andre lærde, der kun beretter de forskellige beviser uden nødvendigvis at tage stilling.
[5] Anwar al-Tanzil wa Asrar al-Ta’wil, af al-Baydhawi, under kommentar af vers 33:33.
[6] Tafsir Fakhr al-Razi, bind 6 side 165, som citeret af Imam al-Tha’labi i hans al-Kashf wa al-Bayan, under fortolkning af vers 33:33.
[7] Se hans hjemmeside http://www.livingislam.org/
[8] Se hans hjemmeside http://www.islam-qa.com/
[9] Den Hellige Koran, 11:73
[10] Al-Tibyan, af Al-Sheikh Abu Ja’far al-Toosy, under kommentar af vers 11:73.
IslamDK’s artikel kan læses her:
http://islamdk.dk/indlaeg/koranen33_33/
Posted in Uncategorized No Comments »
oktober 14, 2008
I Allah’s navn, den mest nådige, den mest barmhjertige.
Al tak og pris tilkommer Allah alene.
Den dansksprogede shiitiske hjemmeside Aqida.dk, om Shiitisk religionsforståelse, har skrevet en artikel navngivet “Hvorfor islam gennem Ahlulbayt (as) og ikke gennem sahaba?”, hvori forfatteren søger at besvare det nævnte spørgsmål. Vi mener, at artiklen indeholder alvorlige fejlslutninger, men før vi går videre med vores forsøg på at tilbagevise den argumentation, der bliver opstillet i artiklen, vil jeg skrive lidt om “Ahl al-Bayt vs Sahaba”-polemikken i almindelighed.
Ahl al-Bayt vs. Sahaba?
Igen og igen bliver uenigheden mellem Sunni- og shiamuslimer fremstillet som Ahl al-Bayt vs. Sahaba - hvor shiamuslimerne holder fast ved og følger Ahl al-Bayt, Den Hellige Profets familie, imens Sunnimuslimerne følger hans ledsagere, hans Sahaba. Dette billede er dog langt fra sandt. Vi har på denne hjemmeside argumenteret en del for, hvorfor sunnimuslimer mener, at både Profetens (Fred være med ham) koner samt Mawla Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) kone og sønner er en del af Ahl al-Bayt, og alle disse anses samtidig for at være sahaba hos Sunnimuslimerne. Ahl al-Bayt og sahaba er ikke hinandens modsætninger, da Sahaba er en samlebetegnelse for Profetens (Fred være med ham) ædle ledsagere - det vil sige, at begrebet ikke udelader, men indkluderer, Profetens (fred være med ham) rene familiemedlemmer.
Det giver ingenlunde mening at stille dette spørgsmål, som forfatteren til artiklen stiller, og derefter besvarer, da sunni-muslimer netop ikke følger Sahaba frem for Ahl al-Bayt - tværtimod er flere af medlemmerne af Profetens (Fred være med ham) familie anerkendt som blandt de mest højtstående af alle Sahaba.
Derfor er det ufrugtbart - hvis ikke decideret manipulerende - at opstille uenigheden mellem shia- og sunnimuslimer til en debat om Sahaba vs. Ahl al-Bayt. Og vi søger tilflugt hos Allah den Almægtige.
Når det er sagt, så er dette heldigvis ikke Aqida.dk’s artikels hovedtema. Primært beskæftiger artiklen sig med, at sunnimuslimerne efter sigende baserer langt største delen af deres Sharia på ijtihad og qiyas - imodsætning til shiamuslimerne, der eftersigende baserer langt størstedelen på helligtekster.
Aqida.dk’s argumentation
Artiklen citerer følgende citat fra Imam al-Haramayn [1]:
“Det, som lærde er kommet frem til er, at de, der benægter Qiyas (brugen af logik i sharia) betragtes ikke af ummahs lærde, og ej heller af de, der bærer på sharia’en, da de betvivler det som er stadfæstet i overflod, da størstedelen af sharia er et resultat af Ijtihad, og de hellige tekster er ikke nok for 1 % af den, så disse bliver normale mennesker (og ikke lærde.)”
Og konkluderer ud fra overstående citat:
Dvs. her har vi en enorm stor sunnilærd, der bevidner, at det kun er 1 % af den sunnimuslimske sharia, der stammer fra hellige tekster (Koran + Sunnah), og at 99 % af den kommer fra Ijtihad (lærdes brugen af logik og deres egne meninger)..
Efter at have sammenholdt dette med et citat fra en stor shialærd, konkluderer forfatteren:
“Det, at sunnimuslimerne har valgt, at tage deres religion alene gennem Koranen og Profetens (sa) sunnah, har gjort, at de har fået et kolossalt stort tomrum i deres sharia, således at det kun er 1 % der stammer fra de hellige tekster og hele 99 % stammer fra brugen af Qiyas og logik…
Derimod, så har Ahlulbayt (as) sørget for, at shiamuslimerne har 99 % af deres sharia fra hellige tekster, og kun 1 % fra brugen af logik..
Mit svar til spørgsmålene:
Nej, Profetens (sa) sunnah og den beærede Koran er langt fra nok.. Uden Ahlulbayt (as), vil kun 1 % af jeres religion være taget ud af hellige tekster og resten baseret på fejlbarlige menneskers logiske slutninger..”
Vores modargumenter
Vi mener, at artiklen indeholder så mange logiske fejlslutninger, at dens tese reelt er ubrugelig i en Sunni-Shia diskussion. Dette mener vi på baggrund af to hovedpunkter:
1: Imam al-Haramayn taler i dette citat om vigtigheden af Qiyas - og der siges faktisk ikke, at 99% af sharia er baseret på qiyas, men at de hellige tekster ikke er nok for 1% af Shari’a. Det der menes med dette citat er detaljerne i Shari’a, og ikke de grundlæggende regler i selve Shari’a. De hellige tekster beskriver shari’as grundlæggende principper, men sjældent detaljerne, og udfra de fleste helligtekster kan der - og bliver der ofte - udledt flere shari’a-mæssige kendelser, og det er det, Imam al-Haramayn (Må Allah være ham nådig) mente: De hellige tekster skal ikke stå alene, men skal følges ad med de lærdes kendelser. Og Allah den Alvidende ved bedst.
2: Shiamuslimerne har unægteligt flere helligtekster end sunnimuslimerne, men det betyder ikke, Shiaislam derfor er mere rigtig end Sunniislam.
Grunden til dette er nemlig, at shiamuslimerne tager Koranen, Profetens (fvmh) udtalelser, gøren og laden samt yderligere 12 imamers udtalelser, gøren og laden som helligtekster - shiamuslimer anser disse 12 imamer for at være ufejlbarlige -, hvorimod Sunnimuslimerne kun betragter Koranen og Profetens (fvmh) udtalelser, gøren og laden som helligtekster. Efterfølgende khaliffer og imamer er ikke ufejlbarlige ifølge sunniislam. Ofte bliver sahaba (ra), deres efterfølgere samt de store tidlige lærde’s forståelse og praksis taget i brug til at udlede detaljer hos sunnimuslimerne, da Profeten (saw) ifølge en hadith der anses for troværdig blandt sunnier, informerede os følgende:
De bedste af menneskene vil være min generation (sahaba), og disse dem generationen efter (tabi’een), og efter disse gererationen efter dem (taba’ al-tabi’een). [2]
Disse 3 generationer kendes som Salaf, og deres praksis og forståelse af helligteksterne danner ofte præcedens for sunnimuslimerne, men deres udtalelser bliver ikke i sig selv forstået som helligtekster - da de ikke er guddommeligt udvalgte, ufejlbarlige individer. Såfremt vi tog deres udtalelser, gøren og laden som værende helligtekster, ville vores mænge af helligtekster nok nærme sig shia’s. Ville vi i så fald, ifølge Aqida.dk, have lige så stærkt funderet en shari’a, som shiamuslimerne har? Nej - for shiamuslimerne anser ikke de store imamer fra Salaf’s udtalelser for ufejlbarlige, så deres ord kan udgøre helligtekster, og derfor er en shari’a bygget på deres ord ikke en shari’a bygget på helligtekster, men en shari’a baseret på lærdes ijtihad. Og det samme kan Ahl al-Sunnah sige til Shiamuslimerne: Vi anser ikke de 12 beærede imamer for at være ufejlbarlige. Retskafne individer, men ikke ufejlbarlige, og en sharia bygget på deres ord er ikke en shari’a bygget på helligtekster, men en shari’a bygget på lærdes ijtihad. For det er, hvad de 12 ærede imamer er i Sunni Islam - lærde. Ikke guddommeligt udvalgte, ufejlbarlige indivier.
Diskussionen bør derfor gå ud på, om de 12 shiitiske imamer virkelig er ufejlbarlige, guddommeligt udvalgte individer, således at deres ord kan udgøre sunnah i den grad, som de gør hos shiamuslimer. Først da shiamuslimerne kan vise det, vil det give mening at tage deres ord som helligtekster - at de eksisterer er simpelthen ikke argumentation nok. At teksterne eksisterer er ikke nok - man er nød til samtidig også at vise, at de vitterlig ER helligtekster.
Såfremt vores læsere skulle være uenige med os i dette, vil vi tillade at spørge:
Hvis jeg imorgen begyndte at betragte Saudi-Arabiens kongefamilie som ufejlbarlige individer, og betragtede deres udtalelser, gøren og laden for værende helligtekster, så ville jeg have en shari’a der består af 100% helligtekster - og ikke kun 99% helligtekster. Vil det så sige, min shari’a er stærkere funderet end shia-islams?
Konklusion
Aqida.dk’s artikel er kan ikke betragtes som en seriøs argumentation for, hvorfor den shiitiske shari’a skulle være stærkere funderet end den sunnitiske, og er noget nær ubrugelig i en sunni-shia diskussion. Istedet giver det meget mere mening at beskæftige sig med de centrale uenigheder blandt Sunni- og shiamuslimer: Imamatet, Opfattelsen af Allah’s navne og attributter samt opfattelsen af Ahl al-Bayt og Sahaba. Artikler som den, Aqida.dk her har skrevet, er med al respekt blot tomme floskler, der muligvis ser overbevisende ud, men som i sidste ende er og bliver tomme.
Og Allah den Almægtige ved bedst.
Aqida.dk’s artikel kan læses her:
http://aqida.dk/index.php?content=2&art=193
Noter:
[1] En stor sunnilærd.
[2] Sahih al-Bukhari, Volume 3, Book 48, Number 820
Posted in Uncategorized No Comments »
juli 20, 2008
Hadith al-Kisaa
I forlængelse med vores diskussion af vers 33:33.
Denne artikel bør læses efter at have læst artiklen om vers 33:33, der kan findes her:
http://husetsfolk.dk/?p=6
Den shiitiske forståelse af vers 33:33 er som bekendt, at det kun omfatter 4 individer udover Profeten (Fred være med ham): Ali, Fatemat Alzahraa, Al-Hassan og Al-Hussain (Må Allah være tilfreds med dem).Det primære argument for denne forståelse er det grammatiske skift samt Hadith al-Kisaa. Vi har allerede skrevet lidt om det grammatiske skift, så nu er det passende at skrive om hvad Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) gjorde, da dette vers var blevet åbenbaret.
Der findes mange forskellige versioner af præcis denne beretning, og det ville være ufrugtbart at bruge alle versionerne i flæng, på samme måde som hjemmesider om Answering-Ansar gør. Grunden til dette er, at de ikke allesammen har samme styrke - nogle af versionerne er hævet over enhver tvivl, mens andre er mere tvivlsomme. Derudover er der visse modsigelser i nogle af versionernes tilsyneladende mening.
Som et eksempel på disse modsigelser kan følgende beretninger nævnes:
1- Da vers 33:33 blev åbenbaret i Umm Salamahs (ra) hus, tilkaldet Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) Fatemah, Al-Hassan og Al-Hussein og trak dem ind under en kappe, og Ali (ra) var bag hans ryg, hvorefter han sagde: O Allah! Disse er min Ahlulbayt, så fjern al urenhed fra dem og rens dem fuldstændigt. Umm Salamah sagde: Er jeg med dem, Oh Allahs Profet? Han sagde: Du er på din plads, og du er i en god position. [1]
2- Profeten (saw) samlede dem under en kappe, og sagde: O Allah, fjern urenheden fra min Ahl al-Bayt og rens dem fuldstændigt, O Allah, fjern urenheden fra min Ahl al-Bayt og rens dem fuldstændigt, O Allah, fjern urenheden fra min Ahl al-Bayt og rens dem fuldstændigt. Jeg (Umm Salamah) spurgte: Er jeg ikke en del af din familie? Profeten (fvmh) svarede: Jo, så kom ind (under kappen), og så gik Umm Salamah ind. (del af en længere hadith) [2]I den første version gik Umm Salamah (ra) ikke med ind under kappen, men det gjorde hun i den anden.
En af de utvivlsomt stærke versioner af Hadith al-Kisaa er denne fra Sahih Muslim [1]:
Aisha berettede at Allah’s Sendebud (Fred være med ham) gik ud en morgen med en kappe, og al-Hassan bin Ali kom til ham. Profeten tog ham under kappen, og da kom al-Hussain bin Ali, og Profeten tog ham under kappen, og da kom Fatima bint Muhammad og Profeten tog hende under kappen, og da kom Ali og også ham tog Profeten under kappen, og så sagde han: ”Allah ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, O Ahl al-Bayt, og rense jer fuldstændigt”.
Det fremgår tydeligt, at Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) velsigner de tilstedeværende med samme velsignelse, som Allah (Subhana wa ta’ala) brugte i Koranen om Ahlulbayt (ra). Men hvis verset var åbenbaret om disse 4 individer, ville det så være nødvendigt at indkludere dem i rensen? Det havde Allah (Subhana wa ta’ala) jo allerede gjort. Hvorfor bede Allah (Subhana wa ta’ala) om at gøre noget, som han allerede har gjort?
Hadithen udelukker i øvrigt på ingen måde Profetens (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) koner fra Ahlulbayt. Den indkluderer Ali (ra), Fatemah (ra), Hassan (ra) og Alhossein (ra) - men ekskludere ikke nogen. Hvis den havde ekskluderet nogen, ville de eneste rensede være disse 5 under kappen – og dette er selv shiiterne uenige i, da de mener at der foruden disse er 9 andre fejlfrie imamer. Vi vil bede læseren spørge sig selv om, hvordan denne hadith kan bevise at Profetens (fred være med ham) koner ikke er en del af Ahl al-Bayt, når den tydeligvis ikke ekskludere nogen fra renselsen, men snarere indkludere de nævnte individer.
Hvis vores shiitiske læser alligevel mener, at beretningen ekskludere nogen fra Ahl al-Bayt, så taler vedkommende sandelig imod sin egen Aqida, da de ufejlbarlige i Shia Aqida er 14 og ikke 5. Og Allah den Almægtige ved bedst.En anden version fra Sunan al-Tirmidhi – som vi også er nævnt tidligere - bruges ofte af shi’a, og det er nok den mest kendte af versionerne Hadith al-Kisaa.
Da vers 33:33 blev åbenbaret i Umm Salamahs (ra) hus, tilkaldet Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) Fatemah, Al-Hassan og Al-Hussein og trak dem ind under en kappe, og Ali (ra) var bag hans ryg, hvorefter han sagde: O Allah! Disse er min Ahlulbayt, så fjern al urenhed fra dem og rens dem fuldstændigt. Umm Salamah sagde: Er jeg med dem, Oh Allahs Profet? Han sagde: Du er på din plads, og du er i en god position.
Her ser vi det tydeligt. Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) laver du3a’ til Allah (Subhana wa ta’ala) om, at rense de 4 nævnte personer. Hvis vendingen: “fjern al urenhed fra dem og rens dem fuldstændigt” betyder, at de der bliver refererede til er ufejlbarlige, så spørger Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) faktisk Allah (Subhana wa ta’ala) om at gøre noget, som han lige har gjort. Det giver derfor ikke mening at antage udfra denne beretning, at de oprindeligt var årsagen til åbenbaringen af vers 33:33.
Jeg kan heller ikke se, hvordan Umm Salamah’s (ra) spørgsmål og svar udelukker hende fra Ahlulbayt. Hun spørger, om hvorvidt hun er med dem, hvorefter Profeten (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) svarer, at hun er på sin plads - en god plads. Det kan lige så godt være, at hun pr. definition allerede er indkluderet i renselsen, hvilket hun ville være, såfremt verset var åbenbaret til Profetens (salla lāhu ‘alayhi wa sallam) koner i første omgang.
Mange andre versioner af hændelsen eksisterer som sagt - mange af dem tvivlsomme eller svage. Vi vil nu gennemgå nogle af disse beretninger, der i høj grad anvendes som bevisførelse for den shiitiske forståelse af verset.
Abu Sa’id al-Khudri beretter:
Profeten (fred være med ham) sagde: Dette vers (33:33) blev åbenbaret for 5 individer: Jeg, Fatimah, Ali, Al-Hassan og Al-Hussain. [3]
Al-Hafiz Abu Bakr al-Haythami kommenterede på denne hadith:
Al-Bazzar berettede den, og i dens beretningskæde er Bakr bin Yahya bin Ziban, og han er svag. [4]
Ibn Abbas (ra) beretter, at Profeten (fvmh) sagde om åbenbaringen af vers 33:33:
Således er jeg og min Ahl al-Bayt renset fra synder.
Imam Suyuti berettede denne version i Al-Durr al-Manthoor [5], og Ibn Kathir beretter den ligeledes [6], og han kommenterer:
Denne hadith er mærkelig (ghareeb) og afvist.
Denne hadith er berettet igennem følgende kæde:
Yaqoob bin Sufyan – Yahya bin Abdulhamid – Qais bin Abdullah – Al-A’mash – ’Ulaylah bin Rab’i – Ibn Abbas.
Denne Yahya bin Abdulhamid hedder Yahya bin Abdul-Hamid al-Hamani, og han er svag ifølge al-Hafiz al-Haythami [7]. Imam Dhahabi skrev om ham [8]:
Imam Ahmad sagde om ham: Løgner. Al-Nisa’i sagde: Svag. Ibn Numair sagde: Løgner. Murrah og Ibn Moeen sagde: Troværdig. Ibn Adi sagde: Der er intet galt med ham, og til dette siger Jeg: Udover at han var en hadsk shia. Ziyad bin Ayoob sagde: Jeg hørte Ibn Abdul-Hamid al-Hamani sige, at Mu’awiya (ra) tilhørte en anden religion end Islam, og til dette sagde Ziyad bin Ayoob: Løgn.
Der er altså delte meninger om ham, med en lille majoritet der erklærer ham for svag. Hvad Imam Dhahabi beviser er, at han var en hadsk shia, der endog lavede Takfir på Mu’awiya (ra) – Og vi søger tilflugt hos Allah den Almægtige.
En grundlæggende regel i hadith-videnskaben hvad angår berettere med en religionsforståelse, der afviger fra den islamiske orthodoksi, er at forlade beretninger fra sådanne berettere, når beretningerne kan opfattes som et underbyggelse af deres afvigelse.
Al-Mubarakfuri skriver i sin Tuhfat al-Ahwadhi:
Hvis en afviger beretter noget, der støtter hans afvigelse, så er dette afvist.
Ibn Kathir skriver:
Angående den, der laver afvigelse i religionen – såfremt hans afvigelse gør ham til Kafir, er der ingen tvivl om, at hans beretninger er afvist. Hvis ikke, så såfremt han finder løgn lovligt, så er hans beretninger også afvist. Hvis han ikke finder løgn lovligt, er hans beretninger så afviste eller ej? Gør det en forskel om han prædiker (sin afvigelse)? Der har altid været en uenighed om dette. Majoriteten adskiller prædikanter fra ikke-prædikanter. Dette er berettet fra Imam al-Shafi’i. Ibn Hibban sagde: Sådan en beretter kan ikke bruges som bevis ifølge alle vores Imamer, og jeg kender ikke til nogen uenighed blandt dem om dette. Ibn Salah sagde at dette er den stærkeste holdning. Der er langt fra et komplet forbud imod at berette fra folk med afvigende tro hos de store Imamer i hadith, da deres bøger er fyldt med afvigende folk, der dog ikke var involverede i at missionere for deres tro. De to Sahih (Bukhari & Muslim) indeholder den slags ahadith i Shawahid og Usul. Og Allah ved bedst. [9]
En Nasibi [10] kan eksempelvis være troværdig i sin beskrivelse af hvordan Wudhu’ bør udføres, men hans beretninger ville forlades, såfremt de indeholder negativ omtale af Ahl al-Bayt – hans religionsforståelse taget i betragtning, ville sansynligheden for upræcis overlevering være størst netop her.
Det samme er tilfældet med en Shia – en shiitisk beretter kan være yderst troværdig, men såfremt hans beretninger kan opfattes som en underbyggelse af hans egen religionsforståelse, mindskes troværdigheden af beretningen drastisk.
Denne beretning er tydeligvis én, der kan styrke den shiitiske religions forståelse, og er derfor afvist, da hadithen stammer fra en shia.
Om Qais bin Abdullah skrev Imam Dhahabi [11]:
Al-Azdi sagde: Han er svag. Og det siges at hans navn er Qais bin Abdullah bin Abdul-Rahman bin Abi Sa’sa’ah al-Ansari. Og Imam Bukhari sagde: Hans ahadith er ikke autentiske.
Konklusion:
Ej heller Hadith al-Kisaa er et gyldigt argument for at ekskludere Profetens koner (Må Allah være tilfreds med dem) fra hans husstand. Sandelig, Renselsesverset blev åbenbaret for Profetens koner, og både sproligt, i Koranen og i ahadith er de indkluderede. At ekskludere så stor en gruppe fra Ahl al-Bayt er ikke kærlighed til Ahl al-Bayt, men derimod en misforståelse af hvad begrebet dækker. Må Allah velsigne Muhammad og hans ledsagere og hans Ahl al-Bayt. Må Allah styrke os i at tage dem som vore forbilleder. Amin.
Referencer:
[1] Sunan al-Tirmidhi, Kitab Tafsir Alquran ’an Rasul Allah, hadith nr. #3129
[2] Musnad al-Imam Ahmad, Baqi Musnad al-Ansar, hadith nr. #25339
[3] Al-Durr al-Manthoor fi Altafsir bil Ma’thoor, af Imam Suyuti, under fortolkning af vers 33:33, og ligeledes af Ibn Jarir al-Tabari, Al-Tabarani og Imam Ibn Abu Hatim al-Razi.
[4] Majmaa al-Zawaid wa Munbaa al-Fawaid, #14976, under Bab Fada’el Ahl al-Bayt.
[5] Durr al-Manthoor fi Altafsir bil Ma’thoor, af Imam Suyuti, under fortolkning af vers 33:33, og han referer til Abu Nu’aym, al-Tabarani og andre.
[6] Al-Bidaya wa al-Nihayah, af Ibn Kathir, bind 2 side 316
[7] Majmaa al-Zawa’id wa Munbaa al-Fawa’id, #12490, under Bab ma jaa fi alkadhabiyen aladhina bain yadi al-sa’ah.
[8] Mizan al-I’tidal, af Imam Dhahabi, bind 7 side 198-199
[9] Al-Ba’ith al-Hathith sharh Ikhtisar Uloom al-Hadith, af Ibn Kathir, side 110
[10] En person, der nærer had til Ahl al-Bayt.
[11] Mizan al-I’tidal, af Imam Dhahabi, bind 5 side 481. Han står opført som Qais bin Abdul-Rahman. Der er muligvis tale om en anden person, men denne person var den eneste jeg kunne finde der gik under navnet Qais bin Abdullah. I tilfælde af fejl, hold dig da ikke tilbage med at skrive til os.
Posted in Uncategorized No Comments »
juli 19, 2008
Bismillah ar-rahman al-raheem
En beretning, der ofte bliver brugt i forbindelse med overdrivelsen af Sayyidina Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) status, er denne:
Ibn Abbas sagde; ”Om Ali blev der åbenbaret mere end 300 vers (i Koranen)”.
Denne beretning er blandt andet blevet brugt som et bevis på Sayyidina Ali’s (Må Allah være tilfreds med ham) overlegenhed over resten af sahaba (Må Allah være tilfreds med dem alle) af den shiitiske lærd Mollah Baqer al-Sadr. [1]
Det skal dog vides, at denne beretning ikke er autentisk.
Al-Hafiz Ibn ’Asakir (Må Allah have nåde over ham) berettede den med følgende beretningskæde [2]:
Abu al-Hassan bin Qubaish informerede os fra Abu Mansur bin Khairoon fra Abu Bakr al-Khateeb, fra Abu Ya’la Ahmad bin Abdul-Wakeel, fra Ahmad bin Alqasem, fra Muhammad bin Hubsh al-Ma’mooni, fra Salam bin Sulaiman al-Thaqafi, fra Ismail bin Muhammad bin Abdul-Rahman, fra Juwaibir, fra al-Dhahhak bin Muzahim, at Ibn Abbas sagde: ”Om Ali blev der åbenbaret mere end 300 vers (i Koranen)”.
Om Juwaibir bin Sa’id skrev Sheikh al-Islam Ibn Hajar al-Asqalani (Må Allah være ham nådig) blandt andet [3]:
Al-Duri og andre beretter at Ibn Mo’een sagde: Han er ingenting… Og Ali ibn al-Madini’s søn spurgte sin far om ham, og hans far erklærede ham for meget svag (da’if jiddan). Og han beretter ligeledes, at han hørte hans far sige at han berettede afviste beretninger fra Al-Dhahhak… Og Imam Abu Dawood sagde: Juwaibir er svag. Al-Nisa’i, Ibn al-Junaid og Al-Daraqutny sagde: Han er forkastet (dvs. hans beretninger bruges ikke, red.)… Og Imam Nisa’i sagde også: Han er ikke troværdig. Og Ibn Qudamah berettede fra Yahya al-Qattan: Han (Juwaibir, red.) var lempelig med at tage Tafsir fra folk, der var utroværdige i hadith. Så nævnte han (Yahya) Juwaibir, Al-Dhakkan og Muhammad bin Musayyab, og sagde: Disse personers beretninger udgør ikke bevis, og man bør ikke tage Tafsir fra dem. Og Ahmad bin Siyar al-Marwazi sagde: Han var blandt al-Dhahhaks ledsagere, og hans tilstand i Tafsir er god (hasan), og i hans beretninger er han lempelig.
Selv sagde Ibn Hajar [4]:
Meget svag (da’eef jiddan).
Imam Dhahabi skrev i hans Kashef [5]:
Juwaibir bin Sa’id al-Balkhi, berettede fra Anas og Al-Dhahhak, og Ibn al-Mubarak og Yazid bin Haroon berettede fra ham, og han er forkastet (i.e. hans beretninger bruges ikke).
Denne beretning er berettet fra Ibn Abbas (ra) fra al-Dhahhak, men de mødte aldrig hinanden [6], så udover at indeholde en svag beretter, er beretningskæden også hullet.
Konklusion: Her er tale om en meget svag beretning, som ikke stadfæster denne overdrivelse af Sayyidina Ali’s (ra) status hos muslimerne. Abu Alfarraj Ibn al-Jawzi konkluderede, at denne beretning var fabrikeret [7]. Allah den Almægtige ved bedst, og Han alene giver succes.
Referencer:
[1] Nusha’a al-Tashayyu’ wa al-Shi’a, af Mollah Sayid Mohammad Baqer al-Sadr, side 117.
[2] Tarikh Dimashq, af Ibn Asakir, bind 42, side 364.
[3] Tahdheeb al-Tahdheeb, af Ibn Hajar al-Asqalani, bind 2, #200
[4] Taqreeb al-Tahdeeb, #987
[5] Al-Kashef, af Imam Dhahabi, bind 1, side 298.
[6] Mizan al-I’tidal, af Imam Dhahabi, # 3942.
[7] Mawdo’at al-Kubra, af Abu al-Farraj Ibn al-Jawzi, bind 3 side 623
Posted in Uncategorized No Comments »
juli 12, 2008
Bismillahi ar-rahmani ar-rahim.
Al tak tilkommer Allah, Ophøjet er Han, alene. Al tak og pris tilkommer den Allernådigste, der skabt Verdenerne, og alt hvad disse indeholder. Allah, Almægtig er Han, er alene målet for Vor tilbedelse.
Al tak tilkommer Allah, der med sin nåde har illumineret verdenerne med den bedste af alle skabninger, Muhammad, må Allah’s evige fred og velsignelser være med ham og hans familie. Ophøjet er den, der tror på dette, og Vildledt er den, der afviser dette. Vor pris tilkommer Allah, der har retledt os til dette, og ej ville vi være blandt de retledte foruden Allah’s retledning.
Introduktion
Profetens (saw) Husstandsfolk, Må Allah’s tilfredshed være over dem, er blandt de bedste mennesker efter Profeterne (Fred være med dem), og det er i enhver Muslims interesse at følge og efterleve disse mennesker, samt at forsvare deres navne mod de, der farer vild ved deres had til dem, og de, der farer vild ved overdreven ophøjelse af dem. Som Ali ibn Abi Talib sagde, Må Allah være tilfreds med ham:
“Hvad mig angår, vil to kategorier af folk fare vild: Den der elsker mig for meget, så hans kærlighed tager ham væk fra retfærdighed, og den der hader mig for meget, så hans had tager ham væk fra retfærdighed.” [1]
Det er i denne ånd, at folkene bag denne hjemmeside har i interesse at tage Ahl al-Bayt i forsvar, når de udsættes for forbandelser, samt at tage retfærdigheden i forsvar, når disse udsættes for overdreven ophøjelse. Må Allah den Almægtige tilgive os.
En af disse overdrevne ophøjelser er den misfortolkning af følgende af Allah’s (azza wa jall) ord, der er fremherskende hos Shia-Muslimer idag:
“De, der er vantro, siger: “Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?” Du er kun en advarer. Ethvert folk har en retleder.” [2]
For at læseren kan forstå uenigheden mellem Sunni og Shia-muslimer, er det nødvendigt at forstå, at verset kan oversættes på flere forskellige måder. Følgende er en oversættelse af verset fra to af de mest brugte Koranoversættelser:
Yusuf Ali’s oversættelse: And the Unbelievers say: “Why is not a sign sent down to him from his Lord?” But thou art truly a warner, and to every people a guide.
Pickthal’s oversættelse: Those who disbelieve say: If only some portent were sent down upon him from his Lord! Thou art a warner only, and for every folk a guide.
Jeg har undladt at medtage M.H. Shakir’s Koranoversættelse af flere grunde, som det vil være uhensigtsmæssigt at gå i dybden med nu, men jeg kan sige, at der er stor tvivl om hvem hvilken oversætter der virkelig står bag denne oversættelse - flere ting tyder på, at oversættelsen bygger op omkring en oversættelse fra den indiske Qadiani-bevægelse fra 1920′erne, og at oversættelsen ikke i virkeligheden er udført af Mohammad Habib Shakir, den egyptiske Azhar-lærd. Med Allah’s (azza wa jal) tilladelse vil vi skrive mere om det i fremtiden, Inshallah.
Det fremgår tydeligt af oversættelserne, at der er to måder at oversætte verset på:
“Du er sandelig en advarer, og (du er) en retleder til ethvert folk”
og
“Du er sandelig en advarer, og (der er) en retleder til ethvert folk”
Denne uenighed i fortolkning er gammel, og strækker sig længere tilbage end disse Koranoversættelsers tid. Således skriver Imam Jalal al-Din Al-Suyuti (d.1505 ekr, Må Allah være ham nådig) i hans Koranfortolkning (Tafsir):
“Allah, den Almægtige, siger: “Du (o Mohammad) er kun en advarer, til at true de vantro, for det er ikke din opgave at frembringe tegnene, og til ethvert folk er der en retleder, en Profet, til at retlede dem til de tegn Allah giver ham”. [3]
Mens Tanwir al-Miqbas (der senest blev samlet i 1400-tallet) skriver følgende:
“[De, der er vantro] dem der ikke tror på Muhammad (fvmh) og på Koranen [siger: Hvorfor er der ikke blevet sendt et tegn ned til ham fra hans Herre?] for at bevise hans Profetskab, som de tidligere Profeter havde. [Du er] O Mohammad [Kun en advarer] et advarende sendebud, [og en retleder til ethvert folk] en Profet, det siges også at dette betyder: En kalder, der kalder til at de skal forlade det forkerte og følge retledningen”. [4]
Der findes to måder at læse dette vers på. Shiiterne hælder umiddelbart til denne læsning:
“Du er sandelig en advarer, og (der er) en retleder til ethvert folk”,
mens der er uenighed blandt sunnimuslimerne. Der findes Koranfortolkere der har læst verset på begge måder, og må Allah (tt) belønne dem alle for deres arbejde for at forklare os Koranens mening. Den store uoverenstemmelse mellem Sunni og Shiamuslimerne består således ikke i en forskellig måde at læse verset på, men den fortolkning, som shiiterne tilskriver verset. Shiiterne mener nemlig, at det er Ali (ra), der henvises til, når Allah (swt) siger:
“(der er) Til ethvert folk en retleder” - således, at Ali (ra) er denne Ummah’s retleder, og dette bruger de blandt andet som et bevis på Ali’s (ra) ret til Khalifatet.
Det er heri, at den store uoverenstemmelse består. Sunni Muslimer mener ikke, at det er Sayidina Ali (ra) der er henvist til i dette Koranvers, og som bekendt mener vi ikke, at Sayidina Ali (ra) er guddommeligt uddvalgt til at være Khaliffen over muslimerne. Denne artikel har til formål at forklare Ahl al-Sunnah’s synspunkt, og forklare, hvorfor vi ikke deler den shiitiske fortolkning. Må Allah den Almægtige give os succes. Må Allah velsigne Muhammad og hans familie.
Passagens fortolkning hos Sunni muslimer
Imam Fakhr al-Din al-Razi (Må Allah have nåde over hans sjæl) skriver i hans Koranfortolkning [5]:
”Og vær bekendt med, at årsagen til åbenbaringen af dette vers var at de (afgudsdyrkerne) nægtede at anerkende at Koranen var blandt miraklerne, de sagde: ”Denne bog er en bog som andre bøger, og den er klassificeret som en bog, og en bog som denne udgør intet mirakel overhovedet, og dette er ikke et mirakel som hvad Moses og Jesus (fred være med dem) frembragte.”
Imam Ibn Kathir (Må Allah have nåde over hans sjæl) skriver i hans Koranfortolkning [6]:
Angående den Almægtiges ord [Til ethvert folk er der en retleder], berettede Ali ibn Abi Talha fra Ibn Abbas: ”Det betyder, at ethvert folk har haft et kald (til Islam)”, og Al-’Awfi berettede fra Ibn Abbas: ”Allah siger i dette vers: ”Du, O Mohammad, er en advarer, og jeg retleder ethvert folk” , og det samme sagde Mujahid, Sa’id bn Jubair, Al-Dhahhak og andre. Og (det er også) berettet fra Mujahid: ”[Til ethvert folk er der en retleder], en Profet, som Allah’s siger: [Vi har sendt dig ud med sandheden, som overbringer af det gode budskab og advarer. I ethvert fællesskab har der engang været en advarer] (35:24)”, og det samme sagde Qatadah og Abdul-Rahman ibn Zayd. Og Abu Salih og Yahya ibn Rafi’ sagde: ”[Til ethvert folk er der en retleder], det vil sige en leder. Og Abu Aliyah sagde: ”Retlederen er lederen, og lederen er Imamen, og Imamen er gerningerne”. Og (det er berettet) fra ’Ikrimah og Abu al-Dhohaa: ”[Til ethvert folk er der en retleder], retlederen er Muhammad, fred være med ham, og Malik sagde: [Til ethvert folk er der en retleder], til at kalde dem til Allah den Almægtige.
Den saudiarabiske lærd Mohammad Amin al-Shanqiti uddyber det overstående:
[Til ethvert folk er der en retleder], en leder, og lederen er Imamen, og Imamen er gerningerne. Dette blev sagt af Abu Aliyah, og Ibn Kathir overleverede det. Følger vi denne udtalelse, bliver betydningen: ”Ethvert folk har en gerning, som vil føre dem til, hvad de ender med af godt og ondt”. [7]
Abu al-Layth al-Samarqandi al-Hanafi skriver i hans Koranfortolkning [8]:
’Ikrimah sagde: ”[Til ethvert folk er der en retleder]”, Muhammad er advareren og retlederen, han kalder altså folk til retledningen, og han er retlederen til ethvert folk”.
Udfra Koranen selv kan vi konkludere, at der til enhvert folk (Ummah) har været en advarer som Muhammad (Fred og velsignelser være med ham):
[Vi har sendt dig ud med sandheden, som overbringer af det gode budskab og advarer. I ethvert fællesskab har der engang været en advarer] (35:24)”
Selv den shiitiske koranfortolker, Abu Ja’far al-Toosy, skriver i sin Koranfortolkning til vers 35:24 [9]:
[I ethvert fællesskab har der engang været en advarer], nogle siger at betydningen er: En advarer fra deres eget folk, mens andre siger: Et sendebud (Rasul) sendt til dem, ligesom vor Profet Muhammad (fvmh&hf) er sendt til både Araberne og Ikke-araberne.
Det er denne forståelse, som Jalal al-Din al-Suyuti valgte at gå ud fra i hans Koranfortolkning al-Jalalain, som han skrev med sin lærer al-Mahally:
“Allah, den Almægtige, siger: “Du (o Mohammad) er kun en advarer, til at true de vantro, for det er ikke din opgave at frembringe tegnene, og til ethvert folk er der en retleder, en Profet, til at retlede dem til de tegn Allah giver ham”.
Hvorfor Hadhrat ’Ali (ra) ikke er retlederen
Der er en del beretninger, som shia-muslimer bruger til at bygge deres forståelse om Ali (ra) som retlederen, og disse beretninger er ligeledes blevet berettet i sunni-islamiske værker igennem tiden.
Vi vil nu gennemgå disse beretninger, hvorpå shia-muslimerne bygger deres forståelse. I denne gennemgang er det vores håb, at det vil blive klar for læseren, hvorfor Sunni-muslimer er uenige i den shiitiske fortolkning.
Imam al-Tabarani beretter i en af hans hadithsamlinger [10]:
Muhammad bin Ja’far bin Sam informerede os fra Uthman bin Abi Shaybah, fra Al-Muttalib bin Ziyad, fra Al-Suddi, fra Jabir (ra) at Hadhrat Ali (ra) sagde: Angående Allah’s ord [Sandelig du er en Advarer, og til ethvert folk en retleder], er Profeten (saw) advareren, og en mand fra Bani Hashim er retlederen.
Imam Tabarani sagde: “Ingen berettede denne beretning fra al-Suddi, udover Muttalib bin Ziyad”.
I dennes beretningskæde er Muttalib bin Ziyad. Ibn Hibban sagde: “Man bør ikke stole på hans beretninger”. Ibn Sa’d sagde: Han er meget svag i hadith. [11] Imam Abu Dawood sagde: “Jeg har set Isa bin Shathan sige at Muttalib er svag. Og sagde: Nogle af hans beretninger er afviste. [12] Abu Hatim al-Razi sagde: Man bør ikke stole på hans beretninger. [13]
I samme beretningskæde er også Al-Suddi. Hans fulde navn er Ismail bin Abdurrahman bin Abu Karimah al-Suddi al-Kufi.
Al-Layth sagde: Der var to løgnere i Kufah (en by i nutidens Irak, red.), den ene er al-Suddi, og den anden er al-Kalbi.
Ibn Mahdi sagde: “Svag”. Ibn Mo’een sagde: “Der er svaghed i hans beretninger”. Abu Hatem al-Razi sagde: “Man bør ikke læne sig op af ham”.[14] Abu Zur’ah sagde: “Han er lempelig.” [15] Ibn Hajar al-Asqalani sagde i Taqreeb al-Tahzeeb: ”Troværdig, men beskyldt for Shiisme” [16].
Noget lignende er berettet fra Ibn Asakir (Må Allah have nåde over ham) i hans historiebog [17]:
Ali bin Al-Sabt informerede os at han hørte fra Abu Muhammad Aljawahiri fra Abu Alqasim bin Alhusain, fra Abu Ali bin Almadhabm fra Abo Bakr Alqati’i, fra Abdullah bin Ahmad, fra Uthman bin Abi Shaybah, fra Mutallib bin Ziyad, fra al-Suddi, fra Jabir (ra) at Ali (ra) sagde: “Angående Allah’s ord [Sandelig du er en Advarer, og til ethvert folk en retleder], fortalte Profeten (saw) mig at Han er advareren og en mand fra Bani Hashim er retlederen.
I samme beretningskæde findes både Al-Muttalib ibn Ziyad og al-Suddi. Det samme er berettet i Musnad Ahmad med næsten den præcis samme ordlyd, ligeledes fra Al-Muttalib og al-Suddi.
En grundlæggende regl i hadith-videnskaben hvad angår beretninger med en religionsforståelse, der afviger fra den islamiske orthodoksi, er at forlade beretninger fra sådanne berettere, når beretningerne kan opfattes som et underbyggelse af deres afvigelse.
Al-Mubarakfuri skriver i sin Tuhfat al-Ahwadhi:
Hvis en afviger beretter noget, der støtter hans afvigelse, så er dette afvist.
Ibn Kathir skriver:
Angående den, der laver afvigelse i religionen – såfremt hans afvigelse gør ham til Kafir, er der ingen tvivl om, at hans beretninger er afvist. Hvis ikke, så såfremt han finder løgn lovligt, så er hans beretninger også afvist. Hvis han ikke finder løgn lovligt, er hans beretninger så afviste eller ej? Gør det en forskel om han prædiker (sin afvigelse)? Der har altid været en uenighed om dette. Majoriteten adskiller prædikanter fra ikke-prædikanter. Dette er berettet fra Imam al-Shafi’i. Ibn Hibban sagde: Sådan en beretter kan ikke bruges som bevis ifølge alle vores Imamer, og jeg kender ikke til nogen uenighed blandt dem om dette. Ibn Salah sagde at dette er den stærkeste holdning. Der er langt fra et komplet forbud imod at berette fra folk med afvigende tro hos de store Imamer i hadith, da deres bøger er fyldt med afvigende folk, der dog ikke var involverede i at missionere for deres tro. De to Sahih (Bukhari & Muslim) indeholder den slags ahadith i Shawahid og Usul. Og Allah ved bedst. [18]
En Nasibi [19] kan eksempelvis være troværdig i sin beskrivelse af hvordan Wudhu’ bør udføres, men hans beretninger ville forlades, såfremt de indeholder negativ omtale af Ahl al-Bayt – hans religionsforståelse taget i betragtning, ville sansynligheden for upræcis overlevering være størst netop her.
Det samme er tilfældet med en Shia – en shiitisk beretter kan være yderst troværdig, men såfremt hans beretninger kan opfattes som en underbyggelse af hans egen religionsforståelse, mindskes troværdigheden af beretningen drastisk.
I dette tilfælde kan beretningen med denne ordlyd kun føres tilbage til Shi’iter, hvilket kun kan betragtes som en svækkelse af troværdigheden.
Skulle beretningen dog alligevel accepteres grundet den uenighed, der er omkring Almuttalib og Alsuddi som berettere, er beretningen berettet i forskellige versioner, og flere af disse versioner giver et klarere lys på beretningens betydning:
Imam al-Tha’labi beretter i hans Koranfortolkning [20]:
Al-Suddi berettede fra Abdullah ibn ’Ali, at Profeten (saw) sagde om verset: ”Jeg er advareren, og retlederen er en mand fra Bani Hashim”, det vil sige ham selv.
Al-Hafez Ali bin Abi Bakr al-Haythami beretter i sin hadithsamling: [21]
Det er berettet fra Ali, Må Allah være tilfreds med ham, at Profeten (fvmh) sagde angående verset [Du er kun en advarer. Ethvert folk har en retleder]: Advareren og retlederen er en mand fra Bani Hashim.
Beretningen siger således, at Profeten (saw) både er advareren og retlederen, og støtter således en af de sunnimuslimske forståelser, nemlig at Profeten (saw) både er advareren og retlederen nævnt i dette vers. Profeten (saw) er en advarer, og en retleder til ethvert folk. Denne beretning kan ikke fungere som et bevis for den shiitiske fortolkning af verset.
En meget tydeligere beretning, som ligeledes anvendes som bevis hos shi’iterne, er denne:
Abbâd bn Abdullah al-Asdi beretter:
Ali sagde angående verset [Du er kun en advarer. Ethvert folk har en retleder]: Profeten (fvmh) er advareren og jeg er retlederen. [22]
I beretningskæden til denne beretning er Hussain ibn Hassan Al-Ashqar. Shaykh al-Islam Ibn Hajar sagde om ham: ”Troværdig, men han overdrev i sin shi’isme” [23]. Imam Bukhari sagde: Der er tvivl om ham. Murrah sagde: Han har afviste beretninger. Abu Zur’ah sagde: Hans beretninger er afviste. Abu Hatim al-Razi sagde: Han er ikke stærk. Ibn Hibban tog ham med på hans liste over troværdige berettere, og Al-’Uqayli tog ham med på listen over svage berettere. Al-Azdi sagde: Svag. Ibn Mo’een blev hørt nævne ham, og han sagde at han var fra Ghullat Shi’ismen, men der er intet galt med hans beretninger. [24] Abu Mo’amar al-Hudhali sagde: Han er en løgner. Imam Nisa’i og Al-Daraqutny sagde: Han er ikke stærk. [25]
Flertallet erklærer ham for værende svag, og han var derudover Shia. Ikke nok med at han var shia, han var også fra den shiitiske bevægelse, der kaldes ”ghullat” (ekstremister), som de fleste shiiter tager afstand fra. Jeg henviser læseren til igen at læse min korte introduktion til brugen af shia berettere i hadithvidenskaben.
Derudover indeholder beretningskæden Abbad bin Abdullah al-Asdi.
Imam Bukhari sagde: Han er tvivlsom. Ibn al-Madini sagde: Svag. Imam Ahmad blev spurgt om hans hadith fra Ali (ra), hvori Ali (ra) hævder at være Siddiq al-Akbar, og Imam Ahmad svarede: Denne hadith er afvist. Ibn Hazm sagde: Han er ukendt [26]
Ibn Jarir al-Tabari beretter noget lignende i hans Tafsir [27], men med en anden ordlyd, nemlig at Profeten (saw) pegede på Ali (ra) og sagde: Du er retlederen, O Ali. Beretningskæden er som følger:
Ahmad bn Yahya al-Sufi – Al Hassan bin Hussain Al-Ansari – Mu’adh bin Muslim – Ataa bin Alsa’b – Said bin Jubair – Ibn Abbas (ra).
Ibn Hajar al-Asqalani skriver om Ataa bin Alsa’b:
Yahya ibn Sa’id sagde: Han er troværdig når der berettes fra Shu’bah og Sufyan. Imam Ahmad sagde: Hans ældre beretninger er troværdige og hans nyere beretninger er utroværdige, og hans ældre beretninger er dem som er berettet fra Sufyan og Shu’bah, og hans nyere er dem som er berettet fra Jarir, Khalid, Ismail og Ali bin Asem, og han berettede ting fra Sa’id bin Jubair der ikke kan stadfæstes. [28]
Denne beretning er netop berettet fra Sa’id bin Jubair.
Mu’adh bin Muslim er ikke nævnt i Tahdheeb al-Tahdheeb, og Imam Dhahabi siger i hans Mizan al-I’tidal: Han er ukendt. [29]
Imam Ibn Kathir nævner samme beretning i hans Tafsir [30], og han siger:
Denne beretning er meget kraftigt afvist.
Samme beretning er også nævnt i Ma’rifat al-Sahabah, af Abu Nu’aym al-Isfahani, og den indeholder både Mu’adh bin Muslim og Ataa bin Alsa’b.
Konklusion
Der findes ingen stærke beretninger, der kan støtte, at den nævnte retleder er Ali (ra). Der er tværtimod en række andre fortolkninger, som troværdigt er berettet fra as-salaf as-saleh [31], og deres fortolkning har stærkere autoritet hos sunnimuslimer end svage ahadith. Derfor er det Ahl al-Sunnah’s position at holde sig til hvad Sahaba og deres efterfølgere troede, og at forlade hvad der falsk er blevet tilskrevet dem. Og Allah retleder hvem han vil, og vildleder hvem han vil.
Al tak til Allah, som har retledt os til dette, og ej ville vi være blandt de retledte foruden Allah’s retledning.
Referencer:
[1] Den store shialærd, Sayid Shareef Al-Radhi, berettede dette i Nahj al-Balagha, Khutba nr. 126.
[2] Sura 13, vers 7. Ellen Wulff’s oversættelse.
[3] Tafsir al-Jalalain, af Imam Mahally og Imam Suyuti, under fortolkning af vers 13:7
[4] Tanwir al-Miqbas min Tafsir ibn Abbas, under fortolkning af vers 13:7
[5] Mafatih al-Ghaib, af Imam Fakhr al-Din al-Razi, under fortolkning af vers 13:7
[6] Tafsir al-Qur’an al-Adhim, af Ibn Kathir, under fortolkning af vers 13:7
[7] Dafa’ Iham al-Adhtarab ’an Ayat al-Kitab, af Mohammad al-Amin al-Shantiqi
[8] Bahr al-’Uloom, af Al-Samarqandi, under fortolkning af vers 13:7
[9] Tafsir al-Tibyan al-Jami’ li’Uloom al-Qur’an, af Abu Ja’far al-Toosy, under fortolkning af vers 35:24
[10] Mo’jam al-Awsat, af Imam Al-Tabarani, hadith #8004
[11] Mizan al-I’tidal, af Imam Al-Dhahabi, under beretter nr. #8591. Se også Tabaqat al-Kubra, af Ibn Sa’ad, bind 6, under Tabaqat al-Kufiyin.
[12] Tahzeeb al-Tahzeeb, af Sheikh al-Islam Ibn Hajar al-Asqalani, bind 10, #333.
[13] Mizan al-I’tidal, af Imam al-Dhahabi, bind 6, side 446, Dar Alkutub Al’elmiyya.
[14] Mizan al-I’tidal, #907
[15] Tahzeeb al-Kamal, af al-Mizzi, bind 3, #462.
[16] Taqreeb al-Tahzeeb, af Sheikh al-Islam Ibn Hajar al-Asqalani, #463.
[17] Tarikh Dimashq, af Ibn Asakir, bind 42, side 358
[18] Al-Ba’ith al-Hathith sharh Ikhtisar Uloom al-Hadith, af Ibn Kathir, side 110
[19] En, der nærer et had til Ahl al-Bayt, Må Allah være tilfreds med dem
[20] al-Kashaf wa al-Bayân, af Imam al-Tha’labi, under fortolkning af vers 13:7
[21] Majma’ al-Zawa’id wa Munba’ al-Fawa’id, af al-Haythami, bind 7, bab Sura Ra’d, hadith nr. #11090, og han siger: ”Abdullah bin Ahmad berettede den, og ligeledes gjorde Altabarani i Alsaghir og Alawsat, og mændende i beretningskæden er troværdige
[22] Hakim al-Naisaboori, i Mustadrak ’ala al-Sahihain, # 4646
[23] Taqreeb al-Tahzeeb af Ibn Hajar
[24] Tahzeeb al-Tahzeeb, af Ibn Hajar al-Asqalani, bind 2, 596#
[25] Mizan al-I’tidal, af Imam Dhahabi, #1986
[26] Tahzeeb al-Tahzeeb, af Ibn Hajar, bind 5, #165.
[27] Tafsir al-Tabari, bind 16 side 257, under fortolkning af vers 13:7
[28] Tahzeeb al-Tahzeeb, af Ibn Hajar, bind 7, 386.
[29] Mizan al-I’tidal, af Imam Dhahabi, bind 6, side 453
[30] Tafsir ibn Kathir, bind 4 side 434, under fortolkning af vers 13:7
[31] De 3 første generationer af muslimer
Posted in Ikke kategoriseret No Comments »
maj 16, 2008
Ahl ul-bayt - Husets folk
Må Allah være tilfreds med dem
og forene os med dem i paradiset
Er profetens koner en del af ahl ul-bayt?
En af de afgørende forskelle mellem sunni- og shia-muslimer finder man i deres respektive forståelser af ahl ul-bayt - husets folk, må Allah være tilfreds med dem alle. Hvem er de? Og hvilken status har de?
Når man beskæftiger sig med den slags spørgsmål, som enhver muslim bør tage stilling til, er det vigtigt at man gør sig det klart hvilke kilder man anvender. Sunni-muslimer vil tage udgangspunkt i sunni-kilder, mens shia-muslimer selvfølgelig vil tage udgangspunkt i shia-kilder. Henvender man sig til både sunni- og shia-muslimer må man nødvendigvis tage udgangspunkt i det de har til fælles.
Enhver der kalder sig muslim tror på at den gavmilde Koran er Allah, den Ophøjede og Mægtiges, åbenbarede ord til menneskeheden. Denne artikel vil derfor primært tage udgangspunkt i muslimernes hellige bog, Al-Quran al-karim. Hvis andet ikke er angivet vil oversættelserne være fra Ellen Wulffs nye koranoversættelse. Sekundært vil der blive lagt fokus på på Profetens (saw) udtalelser i forbindelse med Ahl ul-Bayt, da der er enighed om mange af beretningernes gyldighed Sunni- og Shiamuslimer imellem.
Det er netop i et afgørende vers i Koranen at kilden til en af uenighederne mellem sunni- og shia-muslimer findes.
I sura (kapitel) nr. 33, surat Al-Ahzab (Forbundsfællerne), aya (vers) 33 finder man kernen i denne uenighed om ahl ul-bayt, må Allah være tilfreds med dem.
Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid! Hold bøn, giv almisse og adlyd Gud og Hans udsending! Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig
Allah siger “Bliv i jeres huse!”. Hvem er denne ordre til? Lad os se på vers nr. 32:
I, Profetens kvinder! I er ikke som hvem som helst af kvinder. Hvis I er gudfrygtige, vær da ikke så myge i talen, at den, der bærer en sygdom i hjertet, bliver optændt! Før sømmelig tale! (33:32)
Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid! Hold bøn, giv almisse og adlyd Gud og Hans udsending! Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig. (33:33)
Det er tydeligt at Allah, Den Ophøjede og Mægtiges ordre er til profetens, må fred og velsignelser fra Allah være over ham, kvinder/koner.
I sidste halvdel af (33:33) siger Allah: “ Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig.”. Denne del af verset er i hankøn, mens resten af verset er i hunkøn. Shia-muslimerne bruger dette skift i køn som et argument for at Allah adresserer første del af verset til én gruppe, mens sidste del er adresseret til en anden. Den første gruppe er, ifølge shia-muslimerne, profetens, fred og velsignelser være med ham, koner, mens den anden gruppe er husets folk. (Sunni-muslimerne betragter konerne som en del af husets folk, mens shia-muslimerne ikke mener at konerne tilhører husets folk.)
“Hvorfor skulle den grammatiske form ellers skifte”, lyder argumentet. “Det er da påfalende, at addresseringen tilsyneladende ændres, når der bliver tale om renselsen”.
Men grammatisk set udelukker skiftet fra hunkøn til hankøn ikke profetens, fred og velsignelser være med ham, koner fra den renselse Allah omtaler i sidste del af verset: “Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig.”
På arabisk anvendes femininum hvis man henvender sig til en gruppe der udelukkende består af kvinder. En gruppe der udelukkende består af mænd, eller både af mænd og kvinder, adresseres altid med maskulinum. Skulle man således henvende sig til en gruppe bestående af både kvinder og mænd, vil man addressere gruppen i maskulinum - og dette selv om gruppen består af 10 kvinder og en enkelt mand. Denne grammatiske regel kendes også fra andre sprog, eksempelvis fransk.
Skiftet i køn er dermed ikke et argument for at addresseringen ændres.
En anden vigtig pointe i denne sammenhæng er at navneord på arabisk enten er hankøn eller hunkøn.
Ordene ahl ul-bayt kommer af navneordene Ahl (folk eller familie) og Bayt (hus). Begge ord er i maskulinum, og de vil blive refereret til i maskulinum - selvom en mands hustand altid består af individer af begge køn. Ordene ahl ul-bayt betyder husets folk (dvs. husstand), og vil som sådan altid blive refereret til i maskulinum.
Hvis ahl ul-bayt refererer verset til? Naturligvis Profetens (saw). Dette indkluderer Profeten (saw), hvorfor den grammatiske regel om grupper af blandede køn træder i kraft.
Finder vi ordene ahl ul-bayt andre steder i den gavmilde Koran?
Ja, ét eneste sted, udover (33:33) anvender Allah, Den Ophøjede og Mægtige, ordene ahl al-bayt.
Men om hvem?
I sura 11 (Hud) vers nr. 69-73 siger Allah:
Og Vore udsendinge bragte Abraham det gode budskab. “Fred!” sagde de. Han sagde: “Fred!” og snart havde han fremskaffet en stegt kalv. (11:69)
Da han så, at de ikke rakte hånden ud mod den, ville han ikke kendes ved dem og følte sig utryg ved dem. De sagde: “Frygt ikke! Vi er blevet sendt ud til Lots folk.” (11:70)
Som hans hustru stod dér, kom hun til at le. Så bragte Vi hende det gode budskab om Isak, og om Jakob efter Isak. (11:71)
“Ak!” sagde hun. “Skulle jeg få et barn, når jeg er en gammel kone, og denne min mand er en olding? Det er en forunderlig ting!” (11:72)
De sagde: “Undrer du dig over Guds afgørelse? Guds barmhjertighed og velsignelse være over jer, I Husets folk! Han er prisværdig og ærværdig.” (11:73)
Her omtaler Allah altså profeten Ibrahims, fred være med ham, kone som “Ahl al-Bayt”.
Igen er addresseringen i hankøn, på trods af at det er tydeligt, at det er Ibrahims (as) kone, der bliver addresseret. Den arabiske version siger:
قَالُوا أَتَعْجَبِينَ مِنْ أَمْرِ اللَّهِ رَحْمَةُ اللَّهِ وَبَرَكَاتُهُ
عَلَيْكُمْ أَهْلَ الْبَيْتِ إِنَّهُ حَمِيدٌ مَجِيدٌ
-um endelsen bruges, hvilket kun er tilfældet i maskulinum. Havde det været i femininum, ville -un endelsen være taget i brug.
Både Sunni- og Shiamuslimer er enige i, at det er Ibrahim’s (as) kone, der bliver refereret til som “Ahl al-Bayt” i dette vers. Shaykh Abu Ja’far Al-Toosy, en af de mest kendte shiitiske Koranfortolkere, skriver i sin Tafsir (koranfortolkning):
“I dette vers findes fortællingen om, hvad englene sagde til Ibrahim’s kone”. [1]
Shaykh al-Toosy erkender altså, at dette vers - på trods af at det grammatisk er i maskulinum - er addresseret til Ibrahim’s (as) kone.
Om man er sunni- eller shiamuslim, må man da finde det påfaldende, at det eneste andet sted i Koranen ordet “Ahl al-Bayt” bliver brugt, bliver det brugt om en Profets kone - i maskulinum.
Dette beviser ikke kun, at en Profets kone er en del af hans husstand, men beviser også at denne kan omtales i maskulinum uden at addresseringen ændres.
Renselsen
Hvis vi ser på den sidste del af verset (33:33) er det tydeligt at Allah omtaler en renselse. Også her er sunni- og shia-muslimer uenige.
“Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig.”
Shia-muslimer forstår denne del af verset således at Husets folk bliver renset for synd og fejl. De bliver syndfrie og ufejlbarlige. Ma’sumin. Dette er en status profeterne, fred være med dem, har. Men shia-muslimerne giver den altså også til ahl ul-bayt.
Shia-muslimerne bruger det argument at når Allah ønsker noget, så sker det. Det er enhver sunni-muslim selvfølgelig enig i.
Her skelner man dog mellem forskellige slags ønsker - betingede og ubetingede. Et betinget ønske finder sted betinget af at mennesket selv gør noget for det, og et ubetinget ønske finder ubetinget sted - uanset om vi skulle gøre noget for det eller ej.
Allah den Almægtige siger i sin Hellige Bog:
I ønsker denne verdens goder, men Gud ønsker det hinsidige. Gud er mægtig og vis. (Sura 8 vers 67)
Ser vi dette ønske finde ubetinget sted? Er alle menneskers tanker rettet mod det hinsidige - eller er det en ønske, som vores Skaber har, betinget af, at vi selv arbejder for det?
Naturligvis er det sidste tilfældet.
I dette vers bruges præcis samme formulering, som i renselsesverset (33:33). I Vers 33:33 bruges vendingen “Yuridu Allah”, dvs. “Allah ønsker”, mens der i vers 8:67 bruges vendingen “Allahu yurid” - samme ordvalg, forskellen består udelukkende i ordstillingen.
Hvad med Allah, den Ophøjede og Mægtiges, ønske om at rense ahl ul-bayt fra urenhed i vers 33:33? Betinget eller ubetinget?
Ønsket er betinget af Ahlulbayts egne handlinger, hvilket med al tydelighed understøttes af verset. Betingelserne nævnes direkte:
I, Profetens kvinder! I er ikke som hvem som helst af kvinder. Hvis I er gudfrygtige, vær da ikke så myge i talen, at den, der bærer en sygdom i hjertet, bliver optændt! Før sømmelig tale! (33:32)
Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid! Hold bøn, giv almisse og adlyd Gud og Hans udsending! Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig. (33:33)
1: Hvis I er gudfrygtige, vær da ikke så myge i talen, at den, der bærer en sygdom i hjertet, bliver optændt!
2: Før sømmelig tale!
3: Bliv i jeres huse!
4: I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid!
5: Hold bøn, giv almisse og adlyd Gud og Hans udsending!
Og først herefter følger renselsen: Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, O Ahl al-Bayt, og rejse jer fuldstændig.
Eller i Pickthals oversættelse:
If ye keep your duty (to Allah), then be not soft of speech, lest he in whose heart is a disease aspire (to you), but utter customary speech. (33:32)
And stay in your houses. Bedizen not yourselves with the bedizenment of the Time of Ignorance. Be regular in prayer, and pay the poor-due, and obey Allah and His messenger. Allah’s wish is but to remove uncleanness far from you, O Folk of the Household, and cleanse you with a thorough cleansing. (33:33).
Betingelserne bliver nævnt direkte. Hvis de overholder deres pligter til Allah, beder, betaler zakat og adlyder Allah og hans sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham, vil de blive renset for urenhed. Sandelig, dette er et tegn, og der er ingen argumentation for at sige, at ønsket skulle være ubetinget. Det er tydeligvis betinget af handlingerne.
Dette gør dem ikke ufejlbarlige, fordi renselsen kun kan opnås ved at man overholder sine pligter overfor Allah - samme metode, som alle andre mennesker vil blive renset for urenhed, såfremt de adlød Allah og hans sendebud, Allahs fred og velsignelser være med ham. Men det er et velkendt grammatisk fænomen på arabisk, at et verbum styrkes ved repetation styrket ved - og i verset nævnes ordet renselse to gange (yutahirakum tathira, deraf oversættelsen Rense jer fuldstændigt). Ahl ul-bayt vil igennem deres handlinger blive renset mere end andre mennesker, da de er noget særligt.
Fjerne eller afholde?
Shia-muslimerne mener at ordet “fjerne” er en forkert oversættelse af det arabiske ord ” لِيُذْهِبَ” (liyudh’hib). De mener at ordet bør oversættes til “afholde”.
“liyudh’hib” kommer af ordet “Dhahaba”, der i første stamme betyder “at gå, at rejse”. I fjerde stamme betyder dhahaba “to cause to go away, make disappear, remove, eliminate, to take away”, og dhahaba ‘an betyder altså “take away from”. [2]
Det er præcis denne vending, der bruges i verset: “liyudh’hib ‘an-kom”, dvs. fjerne (urenheden) fra jer, og altså ikke afholde.
Men lad os da antage, at “liyudh’hib” virkelig betyder “afholde”. Sunni-forståelsen af verset er stadig intakt. For Allah siger i slutningen af verset: “og rense jer fuldstændig.”
Shia-muslimerne mener at ahl ul-bayt er rene (i denne sammenhæng: ufejlbarlige) og altid har været det.
Renser man noget der i forvejen er rent?
Allah siger ikke at de er blevet renset, men at de vil blive renset. En væsentlig forskel. Renselsen er dog afhængig at de overholder Allahs ordre, som nævnt tidligere.
Nedenfor følger forskellige oversættelser af 33:33
Engelsk:
Yusuf Ali: And stay quietly in your houses, and make not a dazzling display, like that of the former Times of Ignorance; and establish regular Prayer, and give regular Charity; and obey Allah and His Messenger. And Allah only wishes to remove all abomination from you, ye members of the Family, and to make you pure and spotless.
Pickhtal: And stay in your houses. Bedizen not yourselves with the bedizenment of the Time of Ignorance. Be regular in prayer, and pay the poor-due, and obey Allah and His messenger. Allah’s wish is but to remove uncleanness far from you, O Folk of the Household, and cleanse you with a thorough cleansing.
Dansk:
Wulff: Bliv i jeres huse! I må ikke stadse jer ud, som man gjorde tidligere, i uvidenhedens tid! Hold bøn, giv almisse og adlyd Gud og Hans udsending! Gud ønsker kun at fjerne urenheden fra jer, I Husets folk, og rense jer fuldstændig.
A.S Madsen: Og forbliv med alvor og værdighed i jeres huse og pynt jer ikke, som man pyntede sig i den forrige uvidenhed(s dage), og hold bøn og giv zakât og adlyd Allah og hans sendebud. Allah ønsker kun at fjerne al urenhed fra jer, I husets folk, og at rense jer fuldstændigt.
Konklusion:
Der er hverken noget sprogligt eller Shari3a-mæssigt grundlag for at udelukke profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, koner fra hans ahl bayt. Allah, den Ophøjede og Mægtiges, bog og beretningerne fra hans profet, Allahs fred og velsignelser være med ham, ekskluderer dem ikke, men inkluderer dem - udover deres rang som Sahaba, besidder de også rangen af at være i profetens, Allahs fred og velsignelser være med ham, husstand, hvilket i allerhøjeste grad gør dem vores beundring og vores velsignelser værdige.
Ej heller er renselsen i verset af sådan en karakter, at den gør de adresserede ufejlbarlige og fjerner fejl og synd fra dem. Dette skyldes, at der som argumenteret for i artiklen er tale om et betinget ønske fra Den Almægtiges side.
Men på trods af, at ufejlbarlighed i sunni-islam er reserveret for Allahs profeter, fred være med dem alle, er ahl ul-bayt blandt de mest ærværdige og retskafne mennesker efter profeterne, fred være med dem alle, og vi beder Allah den Almægtige om at Hans evige tilfredshed må hvile over ahl ul-bayt, og at vi må forenes med dem i paradiset.
Må Allahs fred og velsignelser være over Muhammad og hans rene familie, hans retskafne ledsagere, og de som følger dem i deres renhed og retskaffenhed. Må Allah ophøje enhver, der ophøjer profeten, hans familie og hans ledsagere, og må Allah give os styrke til at efterleve deres eksempel. Velsignet er deres vej, og velsignede er de indtil dommedagen.
Amin
Referencer:
[1] Al-Tibyan, Jami’ li ‘Uloom al-Qur’an, af Shaykh Abu Ja’far al-Toosy, under kommentar af kap. 11 vers 72.
[2] A Dictionary of Modern Written Arabic, af Hans Wehr, J. Milton Cowan’s edition, Third Printing, s. 313
———-
For fejl eller mangler må I meget gerne kommentere og komme med rettelser, inshaAllah.
Teksten vil inshaAllah blive opdateret.
Må Allah tilgive os.
/Abu Muhammad & Al-Iskandarani
Posted in Uncategorized 3 Comments »
content rss
